Nuuk i november: Valgkampen i Grønland driver netop nu de grønlandske politikere op og ned ad Grønlands kyst til valgmøder forud for et valg, der bliver væsentligt for Danmarks og Grønlands indbyrdes forhold. Mange politikere på Christiansborg vil følge valget med interesse. Grønlands forhenværende politiske leder, Aleqa Hammond, der faldet efter en tumultarisk bilagsskandale, satte forholdet på alvorlig prøve – på et tidspunkt, hvor samarbejdet i de danske politikeres øjne er ekstraordinært påtrængende.
Grønlandske politikere markerede med Aleqa Hammond ønsket om uafhængighed, så det også i omverdenens øjne satte spørgsmålstegn ved det danske riges sammenhængskraft. Skeptikerne rev sig i håret og påpegede, at Grønland ikke i nogen synlig fremtid vil kunne finansiere uafhængigheden, men Aleqa Hammond insisterede på at italesætte drømmen, fordi hun vidste, at flertallet af vælgerne deler den med hende.
I dag er hun ude af billedet – bogstaveligt talt. Hun er ikke at se i valgudsendelserne på tv; hun opstiller næppe til valget; partitoppen ønsker hende af vejen. Det gør en forskel. Hun accentuerede uenighederne med Danmark; mange af dem er reelle, kemien med Helle Thorning-Schmidt var ringe og dialogen blev kantet. På Christiansborg vil man lægge mærke til, om hendes afløser som formand for Siumut-partiet, den politiuddannede Kim Kielsen, genopliver retorikken – eller om han fastholder fokus på de nære problemer: Arbejdsløsheden, fiskeriet, den galloperende sociale ulighed, boligmanglen, folkeskolen.
Grønland og Arktis er blevet kernestof på Christiansborg. Venstre har gjort Claus Hjorth-Frederiksen, partiets stærke strateg, til Grønlandsordfører, fordi Venstre ved, at håndteringen af Grønland og Arktis bliver kernestof for en eventuel Lars-Løkke-regering. Grønland er afgørende for Danmarks vægt i verdenssamfundet, og forholdet til Grønland kræver langt mere finesse end tidligere.
Det helt aktuelle dilemma er de kulsorte udsigter for Grønlands økonomi. Som Helle Thorning-Schmidt skrev i Berlingske tidligere i år: ”Der er behov for at forbedre budgetterne med omkring en milliard kr. hvert år frem mod 2040 for at få balance mellem indtægter og udgifter. Omregner man til danske forhold svarer det til over 100 milliarder kr. hvert år”. Også Grønland døjer med stadig flere ældre, alt for få unge til at til at tjene pengene – og alt for mange af de dygtige udvandrer.
Den opløste Hammond-regering budgetterede med et underskud i 2015 for andet år i træk, og Grønlands økonomiske råd spår om dramatisk voksende underskud så lang øjet rækker. Hvis ikke der opstår nye indtægtskilder, eller hvis ikke den næste regering i Nuuk sætter Grønland på en hestekur, der får de danske dagpengereformer til at blegne, hænger tingene ikke sammen.
Og her øjner de danske politikere deres eget problem. Som Mogens Lykketoft, folketingets formand og mangeårig iagttager af Grønlands udvikling, gerne forklarer, har det store flertal på Christiansborg siden Staunings og Hedtofts dage haft den faste grundindstilling, at grønlændernes levestandard ikke må falde markant under danskernes.
Grundlovsændringen i 1953 sikrede, at Grønland forblev en del af det danske kongerige på trods af stormagternes og FN’s indsats for at afvikle kolonitiden. Til gengæld blev grønlænderne danske statsborgere med samme rettigheder som folk i Nørre Nebel. Selvstyreloven fra 2009 gav grønlænderne ret til at løserive sig, og de fik retten til olien og mineralerne. Men det ændrede ikke på det basale: Grønlænderne er danske statsborgere og ingen dansk regering kan i sidste ende leve med, at børnene i Eqalugaarsuit, Arsuk eller Kangamiut for alvor lider nød eller at ældreplejen degenererer fatalt. Ingen af de grønlandske politikere – og meget få af de danske – ønsker at øge Grønlands afhængighed af penge fra Danmark. Men alle er klar over, at noget må gøres – bare ikke hvad.
Forhåbningerne om oliefund eller indtægter fra nye miner har på rekordtid mistet deres aktualitet i grønlandsk politik – de optræder knap i valgkampen. Ingen olieselskaber har boret i de grønlandske farvande siden 2012. På landjorden er London Mining gået i betalingsstandsning. Det britiske selskab ville anlægge en jernmine til 14 milliarder nord for Nuuk ved hjælp af flere tusinde kinesiske minearbejdere, men selskabets hovedindtægter fra Sierra Leone er kollapset i ebola-epidemien. Et andet mineprojekt til udvinding af sjældne jordarter og uran i Sydgrønland hænger i en næsten lige så tynd tråd. Sara Olsvig, antropolog og nyudnævnt formand for partiet Inuit Ataqatigiit, der fører i meningsmålingerne, vil udsætte tanken om uranudvinding for en folkeafstemning, hvis hun kan finde et flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, efter valget. Bliver Kim Kielsen regeringsleder, bliver der ingen folkeafstemning, men selskabet bag uranplanerne, Greenland Minerals and Energy, mangler stadig at overbevise grønlænderne om, at minen ikke vil skade miljøet eller borgerne i Narsaq, der ligger blot seks-syv kilometer fra den planlagte mine.
Der intet quickfix til Grønlands problemer. Og Grønland og Danmark har hidtil haft svært ved at enes om fælles initiativer, der batter af noget. De grønlandske politikere skyer tanken om øget statsligt engagement i Grønland, og Helle Thornings-Schmidt og finansminister Corydon klager ikke: De mener ikke, at der skal spenderes danske skattekroner i Grønlands ud over det faste, årlige bloktilskud. De private danske investorer (pensionskasserne er særligt i søgelyset) har svært ved at øjne et rimeligt afkast i Grønland, og det hjælper ikke på deres virkelyst, at regering afviser at gå foran. Eksportkreditrådet har fået grønt lyst til at spænde et sikkerhedsnet ud, hvis store danske investorer skulle melde sig i Grønland, men hidtil har det ikke skabt aktivitet.
Tingene står ikke stille i Grønland: Aktive iværksættere forsøger sig lige nu med nyt rejefiskeri helt oppe i Melvillebugten. I Maniitsoq drives forsøg med torskekød af helt ny kvalitet. Mod syd forsøgsfiskeri på makrel. Vandkraften buldrer og minerne er ikke opgivet. Men det ændrer ikke på, at prognoserne er – så valget er vigtigt for mange andre end grønlænderne.
Indlægget her optrådte som nyhedsanalyse i dagbladet Information 7.11 2014 og i let redigeret form i ugeavisen Sermitsiaq i Grønland
Sådan som forholdet i dag er mellem Grønland og Danmark, er det for mig næsten umuligt at få gang i investeringerne pga. den dybe mistillid og tiltro til hinanden. Grønlandske politikere har ikke tillid til danskerne og omvendt danske politikere og firmaer ikke har tillid til det politiske system i Grønland. Hvad skal man så gøre? For det første må Grønland erkende, at man har så store begrænsninger, at man ikke selv kan stå for den ønskede udvikling eller retning man gerne vil, og så lade være med at vogte så meget over undergrunden ved bare at sige hvergang, at man har overtaget råstofkompetencen og hvergang henvise til Selvstyreaftalen. Det er gift for videre interesse fra især danske investorer, at der er det stopklods. Man er nødt til at gå på kompromis i stedet for at prøve at fastholde “det er mit, det er mit område”-mentaliteten. Løsn op og send signaler om, at man er villig til at kigge med positive øjne på de muligheder der eventuelt vil åbne sig. Og så synes jeg, at Grønland i højere grad bør eller skal vende retningen mod Norden. Hvis danske investorer eller politikere alene ikke vil eller kan engagere sig pga. for store risici, så må Grønland tage initiativ til at invitere til fælles-nordisk investerings-konference og sammen måske at prøve at finde kapital til en fond til fremme for infrastrukturen i Grønland. Men det kræver så, at Grønland er nødt til at være meget mere åbent og ikke være bange for at gå i den retning.
@Jairus
Jeg er helt enig.
Men desværre tror jeg at “råstoffer” kun er et alibi for den førte politik. Løftet om råstoffer og uendelige rigdomme er alibiet der undskylder den “midlertidige” tilbagegang på alle relevante parametre, der som hovedårsag ikke har tidernes ugunst, men vrangstyre og fuldstændig inkompetence på det politiske niveau – men det er jo helt ligegyldigt for når olien springer og guldet flyder, så skal I bare se!
Man taler om “selvstændighed” og håber at en hær af underbetalte kinesere kan bryde deres rygge i jernminer for at finansiere denne – men sådan fungerer verden jo ikke.
Det eneste håb og den eneste udvej er at denne uduelige og mærkelige generation af politikkere bliver pensioneret og en ny kommer til, der har et reelt ønske om at føre Grønland ind i det 21. århundrede.