Hvis man vil forstå John Kerrys lynvisit i Grønland fredag den 17. juni, må det nødvendigvis læses med tre forskellige sæt briller: Et dansk, et grønlandsk og endelig John Kerrys eget.
Den danske regering vil indadtil fortolke besøget som endnu et skridt til sikring af Danmarks position som en regional stormagt i det arktiske. John Kerrys Grønlands-besøg, hvor udenrigsminister Kristian Jensen deltager som ledsager, vil diskret minde verden om Danmarks fortsatte suverænitet over Grønland og dermed om kongerigets status som central aktør i den arktiske dynamik.
Verdensoffentligheden – herunder den amerikanske presse – vil følge med, og selvom John Kerry med præsident Obama er på vej ud af amerikansk storpolitik, vil besøget sætte spor. Danmarks og Grønlands vilje til samarbejde med USA vil igen være bekræftet og noteret med tilfredshed i Washington.
Besøget lægger sig dermd i slipstrømmen fra Taksøe-rapporten fra maj, hvor vi for første gang fra officielt hold fik at vide, at Danmark og Grønland udgør ”en arktisk stormagt”. Peter Taksøe-Jensen understregede i sin egenskab af særlig udenrigspolitisk rådgiver for Lars Løkke Rasmussens regering, at det danske kongerige udgør ”verdens 12. største og NATO’s tredjestørste landområde efter Canada og USA”.
”Det kræver en styrket indsats og samarbejde internt i Kongeriget, men også internationalt for at udnytte de påvirkningsmuligheder, Kongeriget har som Arktisk stormagt”, skrev Taksøe bl.a. Han nævnte den ’arktiske stormagt’ fire gange i sin rapport, som han vel at mærke havde fået solid hjælp til fra både Udenrigs- og Forsvarsministeriet.
Taksøe-rapportens markante eftertryk på Grønlands betydning for Danmark var et nybrud i den politiske retorik i Danmark, og der lød ingen indvendinger fra regeringen eller embedsværket: Taksøe var helt på linje med både den nuværende og den forrige regerings holdning til Grønland og den arktiske storpolitik.
Som det fremgår af den fælles dansk-grønlandske pressemeddelelse var besøget i Grønland i første omgang da heller ikke John Kerrys egen ide. Udenrigsministeriet har arbejdet hårdt for at få besøget i stand. I Første skridt blev taget ved en amerikansk Arktis-konference i Alaska sidste år, hvor Kristian Jensen mødtes personligt med John Kerry, og hvor han i øvrigt også inviterede præsident Obama til Grønland. Næste skridt blev taget 10. marts i år, hvor Kristian Jensen besøgte John Kerry i Washington.
John Kerrys Grønlands-rejse er endnu et led i forsøget på at udnytte Grønlands enorme udstrækning og geopolitiske position til at påvirke udviklingen i Arktis, så det gavner Danmark og Grønland, men også i bredere forstand til at sikre, at Danmarks synspunkter og ønsker bliver hørt ude i verdenssamfundet.
Kerrys hul i isen
John Kerry selv er for længst blevet overbevist om det nyttige i en lille omvej via Grønland på vej hjem til Washington, nu hvor han alligevel var på besøg i Norge og Danmark. Han vil efter alt at dømme benytte sit besøg i Grønland til at lade sig fotografere med is i baggrunden og tale om klimaet. Kerry står i øjeblikket i spidsen for en større amerikansk indsats til beskyttelse af verdenshavene, der går hånd i hånd med hans eget og resten af de amerikanske demokraters voksende klima-engagement og med USA’s igangværende formandskab for Arktisk Råd.
Ved et besøg på en high school i staten Maryland tidligere på måneden refererede John Kerry direkte til et grønlandsk klima-fænomen, der i de seneste år er blevet fast element i klimadebatten: Smeltevand fra overfladen af Grønlands indlandsis fosser med voldsom kraft ned i store huller i isen, hvorefter det muligvis fungerer som smøremiddel under gletsjerne, der derfor får større fart på vejen mod havene:
”Man kan tage op til Grønland i dag, og der er et kæmpe hul, som man kan se om sommeren, og der er en vældig flod, som løber nedenunder den grønlandske indlandsis, og der er forskere som nu spørger, om store blokke af isen måske vil brække af oven på denne kaskade og glide ned i havet. Afsmeltningen foregår med forrygende fart,” sagde Kerry til de amerikanske skolebørn.
Grønlands klima-chance
I Grønland vil hans besøg igen illustrere, hvordan klimaforandringerne har givet Grønlands ledere en adgang til klodens toppolitikere, de ellers aldrig ville få.
Det startede med den strøm af toppolitikere, herunder Tysklands kansler Angela Merkel, som kom til Grønland i klima- og energiminister Connie Hedegaards tid. Siden har bl.a. Sydkoreas præsident, Frankrigs udenrigsminister, FN’s generalsekretær og senest formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, været i Grønland – sidstnævnte sammen med Lars Løkke Rasmussen. John Kerry rejser som de mange ledere før ham ikke til Nuuk, Grønlands hovedstad, for at tale med de grønlandske politikere, men direkte til den verdensberømte Isfjord og gletsjeren Sermeq Kujalleq ved byen Ilulissat længere oppe ad Grønlands vestkyst. Her får han lige som de ca. 25.000 turister, der kommer hvert år, unik mulighed for at se den tiltagende ophobning isbjerge inde fra gletsjeren, og hvordan selve gletsjerens front har trukket sig tilbage til bunden af Isfjorden i takt med klimaforandringerne.
Isfjorden er blevet et verdenskendt symbol på klimaforandringerne, og de grønlandske politikere rejser gerne til Ilulissat for at sige velkommen og tale med de besøgende toppolitikere. Et nyt besøgscenter til 100 millioner kroner, der også skal fungere som modtagepunkt for netop denne type VIP-besøg, vil i løbet af de næste tre-fire år skyde op ved Isfjorden, finansieret af Grønlands Selvstyre og det lokale kommunestyre med 23 mill. mens Realdania betaler resten. Eller som Vittus Qujaukitsoq, der er ansvarlig for Grønlands udenrigsanliggender, siger i pressemeddelelsen i anledning af Kerrys besøg: ”Et besøg i Grønland af John Kerry understreger det amerikanske fokus på den arktiske dagsorden (…) Besøget giver os samtidig anledning til at drøfte den bredere palet af spørgsmål, som har fælles interesse for Grønland, Danmark og USA, herunder også forsvarssamarbejdet med USA”.
Qujaukitsoq får her en glimrende anledning til at tage f.eks. spørgsmålet om Thule-basen op med John Kerry. Et dansk-grønlandsk selskab har i årtier tjent gode penge på at sikre vandforsyning, el og andre ikke-militære praktiske sager på basen, men kontrakten er i øjeblikket til genforhandling og havnet i det amerikanske retssystem. Indtægterne fra basen er central for Grønlands økonomi, og både det danske og det grønlandske diplomati forsøger at sikre Grønland en eller anden form for kompensation, hvis pengestrømmen ikke fortsætter. Chancen for at tale direkte med USA’s udenrigsminister vil givetvis være særdeles kærkommen.
Denne blogtekst optrådte i Information mandag 10.6 og i Sermitsiaq 18.6 – i begge tilfælde i let omskrevet format.
