Martin Breum

Den nye aftale om Thule-basen mellem Nuuk og Washington er skelsættende og ikke kun på grund af de mange penge, vi hørte om i første omgang.

Striden om servicering af Thule-basen har været genstand for bitre retssager i USA og seks års seje forhandlinger mellem Nuuk, København og Washington. Den fandt sin
løsning onsdag i sidste uge efter et videomøde mellem USAs nationale sikkerhedsrådgiver Robert C. O’Brien, Jeppe Kofod og Kim Kielsen.

Grønland sikres nu igen store millionbeløb for serviceringen af Thule-basen. Basen dækker et område større end Bornholm, og Grønland vil fra 2024 efter alt at dømme igen tjene gode penge på serviceringen af basens grusveje, kantiner, sundhedsvæsen, sportsfaciliteter osv. Det er en triumf for Grønland og for det danske og grønlandske diplomati, der har kæmpet med Pentagon og US State Department, men det er ikke pointen her.

I politisk forstand er det centrale, at Nuuk med Thule-aftalen oplever at have fået langt større albuerum til at indgå aftaler med fremmede magter på egen hånd.

“Grønland er ikke dansk, Grønland er grønlandsk,” sagde Mette Frederiksen, da Trump ville købe Grønland, og Thule-aftalen afspejler, hvordan den indstilling nu gradvist får konkret betydning. Hovedaftalen fra sidste uge bærer kun to underskrifter: Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, og Carla Sands, USA’s ambassadør i Danmark. Ikke Mette Frederiksens, ikke Jeppe Kofods, ikke Danmarks arktiske ambassadørs.

Hovedaftalen bærer kun to signaturer, præcis som aftalen om en amerikansk såkaldt hjælpepakke til Grønland til en værdi af 12 millioner dollars, der blev offentliggjort i april. Det var den første diplomatiske aftale indgået direkte mellem Washington og Grønland uden direkte medvirken fra København — selvom Udenrigsministeriet var informeret undervejs.

Hjælpepakken fulgte Trumps købstilbud og genåbningen af det amerikanske konsulat i Nuuk, og en række politikere på Christiansborg – Søren Espersen (DF), Rasmus Jarlov (K), Michael Aastrup Jensen (V), Karsten Hønge (SF) — var oprørte. Som Aastrup Jensen siger i seneste udgave af tidsskriftet Udenrigs:

“Jeg er bange for, at der er en langsigtet plan fra Trumps side om at trække Grønland ud af rigsfællesskabets sikre havn. Ikke nødvendigvis ved at købe Grønland, men på andre måder, og det skal vi tage alvorligt. Jeg er nervøs ved, at stormagterne går ind og interesserer sig for den del af vores kongerige. Vi skal turde tale meget tydeligere her.”

Stærkere rige?
Omvendt mener man i Nuuk, at rigsfællesskabet netop bliver stærkere af denne type aftaler, hvor Grønland alene tegner sig som ansvarshavende. På nyhedsportalen Sermitsiaq.ag lød det i en overskrift i sidste uge, at “ny aftale udvider rigsfællesskabets rammer”. Det var en stramning, for der er ikke sket formel udvidelse af Nuuks beføjelser, men Steen Lynge, Naalakkersuisoq, landsstyremedlem for udenrigsanliggender, sagde til citat, at den nye aftale “skaber præcedens for, at Grønland mere frit kan indgå aftaler med andre lande på hjemtagne områder i fremtiden”.

“Det er vigtigt for den grønlandske befolkning, at vi har råderum inden for rigsfællesskabet, og at vi frit kan arbejde med hjemtagne områder,” tilføjede han.

Den danske politolog, postdoc Mark Jacobsen, der forsker i de amerikansk-grønlandske relationer på Scott Polar Institute ved Cambridge Universitet, tænkte i samme baner: “For regeringen i Danmark er aftalen ekstra værdifuld som håndgribeligt bevis på, at den også i udlandet repræsenterer og forfølger Grønlands interesser. Det kan forstærke båndene mellem Nuuk og København,” sagde han til nyhedsportalen highnorthnews.no.

Populært sagt kan man hævde, at Mette Frederiksens regering, uden at opfylde Grønlands ønske om øgede udenrigspolitiske beføjelser for alvor og dermed risikere en konflikt med Grundloven, nu tilfredsstiller Nuuk ved at møblere Grønlands eksisterende råderum på mere funktionel vis.

Det sker ikke uden besvær. Aftalen er et resultat af et parløb mellem diplomater fra København og Nuuk gennem seks års komplekse og krævende forhandlinger med State Department og Pentagon, herunder hårde armlægninger med talknuserne fra US Air Force Acquisition, det amerikanske flyvevåbens magtfulde materieltjeneste.

Fravær af en formel dansk underskrift på selve hovedaftalen fra sidste uge tolkes i Nuuk og til dels i København derfor som en videreudvikling af det dansk-grønlandske forhold; ikke som et tab af dansk indflydelse i Nordatlanten.

De centrale aktører i Grønland, herunder formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, oplever, at Mette Frederiksen, Jeppe Kofod og resten af regeringen i højere grad end tidligere regeringer kommer indhold i Grønlands formelle ret til selv at tage vare på forholdet til fremmede stater og internationale institutioner, så længe det drejer sig om ansvarsområder, som Grønland allerede har hjemtaget fra Danmark – eksempelvis handel, råstofferne, fiskeriet osv. Retten fremgår af Selvstyreloven fra 2009.

Skrider det?
På Christiansborg er der som nævnt frygt for, at det hele skal skride. At USA på subtil vis skal opnå utidig indflydelse i Grønland, eller at Grønland får overdraget så vide udenrigspolitiske beføjelser, at Kina, USA, EU eller andre får mulighed for at spille Nuuk og København ud mod hinanden, fordi det er uklart, hvem der reelt har magten.

Hertil vil regeringen givetvis i lukkede kredse diskret henvise til, at aftalekomplekset består af fire dokumenter, herunder en såkaldt verbalnote, der udgør aftalens inderste, konkrete kerne. Det er her, USA beskriver, hvordan man vil sikre, at Grønland i fremtiden får kontant udbytte af serviceringen af Thule-basen, så de seneste seks års sure stridigheder kan lægges på hylden og USA få fred til at udvikle sit militær i Grønland.

Verbalnoten er formuleret som et forslag fra den amerikanske regering, der er godkendt på kongerigets vegne med et stempel fra det danske udenrigsministerium og en underskrift fra en medarbejder samme sted. Verbalnoten har karakter af en politisk aftale mellem kongeriget Danmark, repræsenteret ved Udenrigsministeriet, og USA. Ikke mellem Grønland og USA.

Det er i verbalnoten, at guldet ligger: En stribe vitale tekniske krav til de fremtidige udbud af den amerikanske servicekontrakt på Thule-basen. Her sikres det blandt andet, at det firma, der får kontrakten, skal være hjemmehørende i Grønland, så alle selskabsskatter tilfalder Grønlands landskasse, og der vil være krav om et vist antal grønlandske medarbejdere, lærlinge osv. Diplomaterne har brugt mange, mange timer på disse detaljer — og de er altså nu indeholdt i en aftale indgået mellem kongerigets udenrigsministerium i København og USA. De grønlandske forhandlere har givetvis deltaget tæt i forhandlingerne også om verbalnoten; alt tyder på et meget tæt dansk-grønlandsk parløb, men den er altså formelt godkendt af Udenrigsministeriet.

Resten af aftalen, som alene er underskrevet af Grønland og USA, består af en serie vigtige, men indtil videre uudfyldte hensigtserklæringer om bedre kontakt mellem Thule-basen og de lokale borgere i Nordgrønland og om udvidet økonomisk samarbejde mellem USA og Grønland, herunder faste konsultationer i en såkaldt Økonomisk Politisk Dialog (Færøerne indgår tilsvarende aftale med USA i næste uge). USA stiller eksportkreditter i udsigt til virksomheder, der vil lave forretning i Grønland; unge frivillige fra det såkaldte Peace Corps skal undervise i engelsk i Grønland; flere grønlændere kan se frem til legater til studier i USA m.m.

Alt det er centralt for Grønland og underskrevet alene af Kim Kielsen og Carla Sands. Men med den lille verbalnote er det altså lidt mere speget.

På denne facon afbalancerer regeringen tilsyneladende to centrale hensyn: Grønland får det længe ønskede større råderum i forholdet til fremmede magter, og den danske regerings monopol på forsvars- og sikkerhedspolitikken forbliver uantastet.

Grønland er nok grønlandsk i regeringens optik, men regeringens politik er fortsat, at kongeriget kun kan have én sikkerhedspolitik, én forsvarspolitik; ikke to eller tre, uanset, hvor gerne Grønland og Færøerne vil tale for sig selv.

Teksten her redigeret fra originalen, der optrådte på Altinget/Arktis 4. nov. 2020