Martin Breum

Ikke siden Knud Rasmussen har en forfatter fået så mange danskere til at fundere over forholdet til Grønland, som Kim Leine – og hans ny roman rød mand / sort mand’s rå billede af danske kolonisters fordrukne og liderlige kaos i Grønland springer direkte ind i det politiske: Hvis det var så slemt, så bør Grønland vel snart løsrive sig?

Kim Leine ved godt, at han næppe slipper for denne diskussion, selvom han bestemt ikke ønsker den. Han vægrer allerede for sig i et efterskrift til rød mand / sort mand: “Man bør ikke læse den som pålidelige historisk skildring. Det er den ikke,” skriver han. “Skønlitterære forfattere og historikere kan noget hver for sig. Det er magikeren versus magisteren. Vi bør ikke begive os ind på “fjendens” banehalvdel (…) Så lad historikere skrive historie, og lad forfattere skrive historier. Jeg beskæftiger mig med det sidste”.

Men efter læsning af rød mand / sort mand vil en del historikere, politikere og almindelige læsere sikkert igen spekulere over, om Kim Leine har sat sig et politisk mål med sin banebrydende litteratur om det dansk-grønlandske.

Kim Leine har tidligere anbefalet, at Grønland bør løsrive sig så hurtigt som muligt, så det er ikke urimeligt, hvis andre spørger sig selv, om han har en skjult, personlig dagsorden, der skal stille læseren mere forstående overfor det grønlandske ønske om opgør og selvstændighed.

Er hans storslåede romantrilogi, som nu er nået til andet galopperende bind, om som allerede høster fine anmeldelser, et ønske om at slæbe den danske kolonimagt gennem dens eget stinkende søle, så vores sympati for altid placeres hos grønlænderen?

Eller er der slet og ret tale om uovertruffen litteratur? Endnu et forunderligt mesterværk fra Leines magiske skriverum, der alene må vurderes på sine egne, kunstneriske præmisser fjernt fra politiske spalter som denne?

Diskussionen om bogen, der udkommer i dag, fletter sig direkte ind i den aktuelle politiske debat. Kampen om Grønlands historie er afgørende for fremtidens dansk-grønlandske forhold og derfor for rigsfællesskabets fremtid.

Hvis kolonimagten vitterligt var så rivende inkompetent, liderlig og småracistisk, som Kim Leine beskriver, er der så ikke al mulig grund til at støtte de aktuelle, grønlandske ønsker om politisk opgør og forandring?

Og omvendt: Hvis kolonitiden var blid og god, er der så overhovedet ræson i de grønlandske lederes tanker om at skifte dansk ud med engelsk i Grønlands folkeskoler, erstatte de mange danske chefer i Selvstyret og i sidste ende løsrive Grønland fra Danmark? Hvis Grønland aldrig har været en rigtig koloni, sådan som nogle mener, så er der vel heller ikke grund til de dybtgående opgør med fortiden og løsrivelsen, som mange i Grønland arbejder på?

Kim Leine vil ikke påduttes et tungt ansvar for, om hans fortælling er pinligt korrekt i historikernes forstand. Og som for på forhånd at mindske trykket, har han sikret sig hjælp til fakta-check af romanen fra en af landets mest anerkendte kendere af Grønlands fortid, arkæologen, forskningsprofessor emeritus Hans Christian Gulløv.

Kim Leine har formentlig husket på den fejde han måtte igennem, da Profeterne i Evighedsfjorden udkom; det var første bind i trilogien. Den satte straks fuld knald på et bredere opgør om Grønlands historie og om Danmarks skyld eller mangel på samme. Historikeren Thorkild Kjærgaard og andre hæftede sig ikke blot ved en række faktuelle fejl (et stetoskop optræder før det blev opfundet; en trykmaskine finder vej til Grønland før tid osv.) — tekniske fejl, som Kim Leine straks anerkendte. Nej, Kjærgaard, der underviste ved universitetet i Nuuk i 13 år frem til 2015, beskyldte Kim Leine for at fordreje selve virkeligheden; bl.a. kritiserede han, at Kim Leine i Profeterne lader grønlændere udsætte for tvangsomvendelse og brutale straffe — pisk, afklipning af hår, våbenbårne trusler om arrestation m.v. Straffe som ifølge Thorkild Kjærgaard lå ganske uden for virkelighedens datidige register.

Mens Profeterne i Evighedsfjorden blev modtaget med anmeldernes jubel og stor prisregn (Nordisk Råds Litteraturpris, De Gyldne Laurbær, DR’s, Weekendavisens og Politikens priser) beskrev Thorkild Kjærgaard bogen som postkolonialt propagandistik bragesnak. Og for at forstå de politiske implikationer skal man bemærke, at Thorkild Kjærgaard ligesom Kim Leine har stærke meninger om Grønlands nutid og fremtid og selv gerne deltager i den offentlige debat. Senest har han foreslået, at Danmark suspenderer Grønlands selvstyre og genovertager magten i Grønland i årrække. Da det grønlandske Selvstyre i 2014 oprettede en kommission til kulegravning af den koloniale arv, mente Thorkild Kjærgaard, at det var “grønlandsk folkekomedie”. Han mener ikke, at Grønland var en koloni i klassisk forstand, og det synspunkt har betragtelig medvind. Det Grønlandske Selskab har 8. marts afsat en hel debataften netop til det spørgsmål med Kjærgaard som hovedattraktion.

Betydning af Kim Leines bøger kan vanskeligt overdrives. Kun få — om nogen — har siden Knud Rasmussen fået danskere til at læse så meget om sammenhængen med Grønland. Vi taler om titusindvis af danskere, der vellystigt sluger 500 sider om Grønland – plus titusinder i andre lande. End ikke fjernsynet kan hamle op med Leines fortællekraft. Og som Profeterne i Evighedsfjorden tegner også rød mand / sort mand et stærkt kritisk billede af de dansk-norske købmænd og missionærer, der med lutheraneren Hans Egede, hans kone Gertrud Rask og deres fire børn i spidsen indledte virket i Grønland i 1721.

Som enkeltpersoner kan flere af karaktererne i romanen virke tilforladelige. Men den almindelige læser vil formentlig som jeg opleve romanens flok af guvernører, købmænd og missionærer som langt hen ad vejen inkompetente, forskrækkeligt dårligt udrustede mentalt og logistisk, nedladende, brutale og ukristelige i deres liderlighed og uhyrlige drukkenskab. Hans Egede, hovedpersonen både i romanen og i Grønlands-missionens historie, får stadig flere nuancer, men tilbage står, at han i romanen tager en syg grønlandsk dreng til sig, nægter at aflevere ham til faren igen, og så det, som ikke kan skrives her, uden at det røber for meget af handlingen.

Kim Leines fiktive billede af datidens norsk-danske indsats ligger langt fra det billede af Danmarks engagement i Grønland, skolebørn i Danmark som oftest stifter bekendtskab med – hvis de da overhovedet hører om Grønland. Det er kolonihistorie, som vi aldrig før har fået den serveret.

Dette indlæg optrådte i redigeret format i Information 2. marts.