Martin Breum

New York: Superaktivisten Naomi Klein har et relativt enkelt budskab: Kampen for at redde klimaet kan føre til en ny og bedre verden. Når stadig flere millioner af mennesker forstår, at der findes et alternativ til overforbrug, rovdrift på naturens ressourcer og klimaets sammenbrud, vil folkelige bevægelser sætte en stopper for vanviddet og insistere på bedre løsninger. Folkeeje bag vedvarende energikilder, opgør med ulighed, sult, diskrimination og elendighed, effektive bremser på korruption, magtmisbrug og olieindustriens herredømme.

Den 4. december 2017 i New York havde jeg lejlighed til at interviewe Naomi Klein – en superstjerne på venstrefløjen – om Arktis og Grønland: “Arktis har hidtil indtaget en unik plads i vores vestlige koloniale forestillingsverden som det ultimative yderste punkt, vores absolutte “other”, siger hun.

“I takt med at isen forsvinder bliver Arktis nu hastigt mere genkendeligt, som et grænseland, hvor det er nemmere at bore efter olie og drive miner – alt sammen som konsekvens af den økonomiske model, vi har eksporteret til alle hjørner af verden, og som nu får isen til at forsvinde. Udviklingen i Arktis er en illustration af vanviddet i vores økonomiske system, der bare ikke kan stoppe.”

Vi sad på en scene på New York Public Library, en af byens mest kendte kulturinstitutioner, som led i den fine serie af arrangementer kaldet Arctic Imgination, arrangeret af Det Kongelige Bibliotek i København og en række biblioteker i andre lande. Jeg spurgte Naomi Klein, hvad hun mener om, at den politiske ledelse i Grønland længe har drømt om at olieselskaberne skal finde olie i Grønlands farvande, så Grønland kan blive uafhængigt af Danmark – stik imod alle klima-anbefalinger, der siger, at klodens sidste olie skal blive i jorden eller under havet, hvor den er?
“Det er derfor jeg hævder, at vi ikke kan tale om klimaet, uden at vi også taler om omfordeling af klodens rigdom. Og der findes et enkelt ord her: reparation – erstatning”, siger hun.
“Vi skylder Grønland langt mere end blot deres uafhængighed. Vi står i gæld til dem, fordi de var en koloni. Sålænge den gæld ikke er indfriet, vil de selvfølgelig bore efter olie, som deres eneste vej til en indkomst.”

Hun anbefaler en model fra Ecuador, hvor regeringen gav verdenssamfundet et tilbud: Vi lader være med at bore efter olie i den fantastiske Yasuni National Park, hvis I giver os halvdelen af de penge, vi kunne tjene på den olie, der ligger under parken. Naomi Klein er glad for modellen, som hun finder helt relevant også i de arktiske egne: “Det er en model, vi alle må støtte. Vi er nødt til at tale om, hvad vi skylder hinanden, hvis ikke hele klima-byrden skal løftes af dem, der i forvejen er fattige. Det ville være til gavn for hele menneskeheden, hvis olien i Yasuni blev under jorden. Hvorfor skulle fattige Ecuador, der er blevet udplyndret i lang tid, så bære hele byrden for at lade olien ligge? ”

Et døgn forinden havde Donald Trumps republikanere i Washington fundet et flertal for en skattereform af historiske dimensioner. “Det er hårdt at bevare optimismen lige nu”, siger Naomi Klein. Reformen passer som hånd i handske til hendes analyse af det økonomiske system, hun giver skylden for klimaforandringerne. Reformen betyder massive skattelettelser til de velhavende og hårde angreb det offentlige skolevæsen, boligstøtte og kollektiv transport. Og bizart nok åbner reformen også for nye olieboringer i the Arctic National Wildlife Refuge; et ikonisk reservat i Alaska.

Naomi Klein: Arctic Imagination | LIVE From The NYPL by The New York Public Library

Watch The New York Public Library’s Naomi Klein: Arctic Imagination | LIVE From The NYPL on Livestream.com. The Arctic Imagination project is a brainstorm across the Atlantic Ocean about melting arctic ice and the increasing temperatures, in which artists exchange ideas and visions of the future of the globe.

Naomi Klein en tydelig sammenhæng mellem skattereformen, klimaforandringerne og jagten på olie og mineraler langt mod nord. Hun minder new-yorkerne om orkanen Sandy, den tredjedyreste i USA historie, i 2012 hamrede ind over byen: “Klimaforandringerne minder os om hvor forbundne, vi alle er. Klimaforandringerne accepterer inden grænser. De nedbryder alle fortællinger om adskillelse, isolation og dominans. De viser os alle de relationer og al vores indbyrdes afhængighed, som vi ellers har fornægtet.”

Naomi Klein har i et par årtier hørt til venstrefløjens skarpeste skribenter og globale aktivister. I de seneste år har hun også været spydspids for The Leap Manifesto; et opråb og en bevægelse, der samler store dele af det civile samfund i Canada bag ønsket om radikale forandringer. Her har de oprindelige folk i det canadiske Arktis har været inddraget fra begyndelsen. I sin store bog om klimaforandringerne This changes everything fra 2014 fortalte hun, hvordan de arktiske folkeslag i Canada ofte har været afgørende i lokale slagsmål mod olieselskaber og politikere på jagt efter nye rigdomme i undergrunden til havs langs kysterne – og hun gentog pointen i New York. Ved at insistere på deres historiske ret til naturen udgør de oprindelige folk i Naomi Kleins analyse sammen med domstolene mange steder på kloden et af de vigtigste værn mod yderligere rovdrift: “I de fleste lande er de oprindelige folks rettigheder anerkendt i traktater, der er juridisk bindende – eller også har regeringen ratificeret den internationale konvention om oprindelige folks rettigheder, der siger, at indgreb i naturen ikke kan se uden deres fri, forudgående og informerede accept,” sagde hun. Hun anbefalede derfor, at klimakampen gribes an også som en indsats for de oprindelige folks rettigheder, fordi de rettigheder allerede er forhandlet på plads og vedtagne – de skal blot efterleves.

Først og fremmest insisterer Naomi Klein på at bevare optimismen. Klimaet i Arktis forandrer sig dobbelt så hurtigt som på resten af kloden. For første gang i historien åbner et helt nyt verdenshav sig for menneskelig aktivitet. Stormagterne iler for at positionere sig. Der er olie, fisk, mineraler, nye fragtruter; udsigt til øget forbrug, produktion og udledning af drivhusgasser netop hvor klimaforandringerne galopperer hurtigst.
Men isens forsvinden i Arktis og klimaforhandlingernes langsomme tempo får hende ikke til at droppe sin hovedtese: Klimakampen ikke en ny verdensbevægelse. Den ifølge hende kræver blot at de folkelige bevægelser – arbejder- , kvinde- , borgerrettighedsbevægelser kloden over – indser, at kampen for at redde planeten er deres hidtil bedste chance for at endelig at afslutte en serie uafsluttede historiske, politiske og økonomiske opgør.

Hele interviewet med Naomi Klein kan ses på Teksten blev i redigeret form bragt i Information 15. december 2017