Martin Breum

Hvad ville man selv synes om at bo syv kilometer fra en af verdens største forekomster af uran, som måske / måske ikke bliver til en stor uranmine? Hvad tænker de 1700 borgere i Narsaq i Sydgrønland, som faktisk står midt i sådan en virkelighed?
Hidtil har vi kun vidst ganske lidt om, hvad Narsaq-borgerne mener, men nu ved vi mere. Hele to danske universitetsstudier er nu gennemført efter feltstudier i Narsaq. Konklusionen er, at befolkningen i Narsaq er splittet. De lokale er splittet mellem dem, der siger ja til minen, og dem, der siger nej; og så er mange splittet indvendig: Det er nemt at blive angst og vred over udsigten til de miljømæssige risici, men det er samtidig svært at sige nej til den udvikling, uranminen måske kan føre med sig til det lille, fattige bysamfund. Eksempelvis lyder det om en ældre (anonymiseret) kvindelig Narsaq-borger: ’Karen har egentlig to holdninger til mineprojektet. På den ene side er hun imod på grund af de eventuelle risici, men på den anden side vil hun ikke stå i vejen for at andre kan få et arbejde, og vil derfor stemme ja, hvis der var en afstemning. ”

Radioaktiv nabo

Kirken, børnehaven, Brugsen og husene i Narsaq ligger netop syv kilometer fra Kvanefjeldet i Sydgrønland, der huser en af verdens største forekomster af uran og sjældne jordarter. Op ad skråningen ligger Sofus Frederiksens berømte fåre- og kvæghold; vigen for foden af fjeldet er kendt for sine ørred, sortebærrene på skråningerne har altid været en skattet del af kosten i Narsaq. Det er her, det australske mineselskab Greenland Minerals and Energy (GME) gerne vil etablere en mine til udvinding af sjældne jordarter og uran. Et flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, ophævede i 2013 forbuddet mod uranudvinding i Grønland; formanden for det grønlandske parlament, Lars-Emil Johansen er tidligere bestyrelsesformand for GME’s grønlandske selskab, og GME er nu i færd med en række undersøgelser, der skal overbevise Naalakkersuisut, den grønlandske regering, til at sige ja til minen. Projektet skal ifølge grønlandsk lov kunne gennemføres uden uacceptable skader på miljøet og det lokale samfund, og de kontante gevinster – nye jobs, ordrer til lokale underleverandører, skatter og afgifter – skal selvsagt være de medfølgende risici værd. GME arbejder hårdt med PR for at overbevise Narsaq-borgerne om minens værdi, både fordi de lokales holdninger vil spille en afgørende rolle for Nuuk-politikernes ja eller nej, og fordi GME i sidste ende ikke kan operere i stiv, lokal modvind.

Adjunkt, ph.d. Lill Rastad Bjørst fra Aalborg Universitet og antropolog Helene Ahrens Johansen fra Københavns Universitet opholdt sig hver for sig i Narsaq i længere tid i 2013 for at undersøge de lokales holdninger til mineprojektet. De havde forskelligt fokus, men man forstår af begge studier, at borgerne i Narsaq tænker langt længere end til de miljømæssige risici. Som Lill Bjørst skriver: ”Spørgsmålet om udvinding af uran I Grønland bevæger sig hurtigt fra at være et spørgsmål om miljøpåvirkning og sikkerhed til at handle om repræsentation, respekt og Grønlands ret til udvikling”. Helene Johansen støder i Narsaq på de lokales frustration over, at GME nu er ved at få en slags ejerskab til Kvanefjeldet. I Grønland har der altid været kollektivt ejerskab til jorden. Tanken om at grønlandske politikere nu selv uddeler en slags ejerskab til jorden til udenlandske mineselskaber anfægter mange – også i Narsaq. Helene Johansen beskriver, hvordan en arbejdsløs minearbejder, der ellers drømmer om et job i den nye mine og på ingen måde frygter for miljøet, bliver voldsomt irriteret, da han under indsamling af pæne sten til turistsmukker på fjeldet bliver gennet væk af GME’s folk. Han forstår udmærket, at minefolkene blot vil beskytte ham mod de store maskiner, men han bliver alligevel vred: ”De burde vel egentlig bare stoppe med at arbejde, når jeg og andre kommer derop, hvis det er så farligt. Vi har alle ret til at være der”. En anden informant frygter, at det bliver ”ligesom med den danske kolonisering af landet, at vi kommer til at stå på sidelinjen, mens nogle andre bestemmer, hvordan vi skal leve i vores eget land. Den gang kom der firmaer og ville have ressourcer, så kom den danske stat og så skulle vi pludselig leve på en hel anden måde. Så fik vi hjemmestyre og selvstyre og til sidst fik vi rettighederne til undergrunden tilbage, men nu sælger vi så ud af disse rettigheder igen. Historien kommer til at gentage sig selv, og det grønlandske folk bliver endnu engang tilskuere i deres eget land”.

Stærke tænder

De to studier viser, at udsigten til uranudvinding ikke i sig selv får borgerne i Narsaq til at skrige i protest. Helene Johansen siger det lige ud: ”Når jeg spurgte borgerne om deres mening om selve udvinding af uran, forklarede de fleste mig, at de ikke var særlig bekymrede for uran”. Lill Bjørst er helt på linje: ”På trods af de grønlandske mediers stærke retorik om ‘for eller imod uran’ var det ret svært at finde nogen i Narsaq som var totalt imod etableringen af minen. ” Mange i Narsaq var i 2013 til gengæld stærkt urolige over store ophobninger af giftige radon-dampe i den lokale skole og deres egne hjem, og udsigten til en uranmine skubbede derfor til en ophobning af eksisterende uro. De lokale var også angst for, at det høje indhold af fluor i det lokale drikkevand, der siges at give Narsaq-borgene ekstra stærke tænder, nu med minen vil vokse til langt over faregrænsen. Men den samlede uro overskyggede altså endnu i 2013 ikke helt drømmene om job, udvikling og nye indtægter til Narsaq. Mange i byen husker Narsaqs storhedstid i 1960’erne, hvor et pulserende fiskeri, en fiskefabrik og flere andre krafcentre skabte liv og glade dage, og GME’s planer har bragt nyt håb – som så igen modereres, når udenbys NGO’er truer med, at hele byen må flyttes.
Ingen af de to studier har karakter af egentlige meningsmålinger. Tværtimod giver de begge det klare indtryk, at et firkantet spørgsmål om ‘ja eller nej’ ikke ville give meget mening. Som Lill Bjørst skriver: “Jeg fik det generelle indtryk, at de lokale borgere i Narsaq, som ikke var tilknyttet NGO’er eller politiske partier, stadig i juni 2013 var i gang med den delikate proces at finde ud af, hvad de egentlig selv mente. ” Ingen nyere undersøgelser har sandsynliggjort, at situationen i Narsaq i dag skulle væsentlig forandret.

Antropolog Helene Ahrens Johansens kandidatspeciale: ”For foden af et radioaktivt fjeld’. https://www.martinbreum.dk/specialer-m-v
Ph.d., adjunkt Lill Rastad Bjørst: ‘Arctic Resource Dilemmas: Tolerance Talk and the Mining of Greenland’s Uranium’. Publiceres i 2015 via McGill-Queen’s University Press.

Dette blogindlæg er også trykt som nyhedsanalyse i Information 9. marts.