Martin Breum

ILULISSAT – Ude ved iskanten i Ilulissats verdensberømte isfjord ligger seks åbne fiskejoller med kraftige, sorte påhængsmotorer fortøjet til isen. Længere ude på vandet duver mastodontiske isfjelde. Solen bager, det er vindstille, otte-ti graders frost. Turister betaler formuer for det her. En fisker med svedperler på panden, blå kedeldragt og de klassiske sorte og orange gummistøvler kommer trækkende over isen med en mægtig plasticdunk med benzin inde fra byen. Han har ikke vanter på.

Jeg er taget til den grønlandske provins og vil spørge ham, hvordan udsigten til valget på tirsdag ser ud for en jollefisker? I Grønland skelner man mellem Nuuk og »kysten«, en samlebetegnelse for alle byerne og bygderne langs kysten.

Fiskeren her og hans kolleger på kysten udgør grundstammen i Grønlands økonomi og folkesjæl. Det er ham og de andre fiskere/fangere her i det nordvestlige Grønland, deres koner og venner på trawlerne og fiskefabrikkerne, der henter Grønlands guld – fiskene og rejerne – op af havet.

Grønland er verdens største producent af koldtvandsrejer; fisk og rejer skaffer over 90 procent af eksportindtægterne. Og nu er der udskrevet valg i utide netop på grund af afgrundsdyb politisk uenighed om rejekvoterne, kvotekongerne og forestillingen om, at den lille mand får for lidt.

På den facon kommer vi ufrivilligt til at illustrere en del af pointen: De uafhængigheds-ivrige politikere, der vil løsrive Grønland fra Danmark gerne allerede i 2021 – præcis 300 år efter at missionæren Hans Egede indledte kolonitiden i 1721 – eller de, som i det mindste vil have vedtaget en punkt-for-punkt-køreplan for et hurtigt ryk mod friheden, har ikke flertal blandt vælgerne, langtfra.

Men de taler højt i tv-debatterne, de borer i et kløende sår, og de ånder de mere pragmatiske som landsstyreformand Kim Kielsen hedt ned ad nakken og kritiserer dem for at være vankelmodige. De løsrivelses-ivrige taler direkte til et solidt mindretal, som ikke mindst skal findes herude på kysten og i den halvdel af befolkningen, der kun taler grønlandsk.

»Sproget er en kilde til dyb frustration for rigtig mange. Vi lever i et stærkt opdelt samfund med store grupper, der kun taler grønlandsk, og andre grupper, der kun taler dansk. Det er blevet meget polariseret,« forklarer Michael Binzer, tidligere administrerende direktør for Air Greenland.

Sprogsortering

Ønsket om mere selvbestemmelse blev artikuleret i Grønland allerede i 1700-tallet, da den Kongelige Grønlandske Handel for alvor satte sig på sagerne, og det er nemt at finde ny næring i dag. Tag blot de mest banale anstødssten: Mange chefer i det offentlige er stadig danskere og taler ikke sproget. Den kræftramte ældre kvinde på sygehuset skal stadig bruge tolk for at tale med lægen. Mange ledere i de største virksomheder, også Selvstyrets egne, er stadig danske.

Danskerne – og den lille, grønlandske elite – bor i de største huse, kører i de sejeste biler, holder de dyreste ferier. Mange redaktører på aviserne og hos KNR, Grønlands svar på DR, er danskere, mens en nådesløs sortering af dem, der ikke taler dansk, begynder allerede i gymnasiet og på håndværkeruddannelserne: Uden et godt dansk klarer du den ikke. 62 procent af de voksne grønlændere havde i 2016 alene en folkeskoleuddannelse, og frafaldet fra ungdomsuddannelserne er højt.

Gerderaq Nielsen, 60 år, fra den lille bygd Akunnaaq med 80 indbyggere lidt syd for Ilulissat har ingen formel uddannelse: »Det, jeg kan, lærte jeg på slæden af min far,« fortæller han. Han fik en jolle som 12-årig og satte langline efter qeeraq, havkat. Han taler heller ikke dansk, men nu er jeg bevæbnet med tolk.

Gerderaq Nielsen går ind for Grønlands løsrivelse, men han hører til pragmatikerne fra Inuit Ataqatigiit, SFs tidligere søsterparti, et af de to store partier i Grønland, så han ønsker ingen fast deadline for uafhængighedsprocessen. Politikerne bør i stedet fokusere på levevilkårene for folk i bygderne og ikke på den evige ekspansion af Nuuk, mener han. »Vi blev lovet, at erhvervslivet ville blive lagt ud på kysten, hvor vi bor, men det er gået lige modsat,« klager han.

Der er 56.000 indbyggere i Grønland, færre end i Haderslev Kommune, men den sure kamp mellem udkant og hovedstad er mindst lige så skarp som i Danmark. Godt 17.000 – næsten en tredjedel af borgerne – bor i Nuuk. Hovedstaden udvider energisk, og her i valgkampen smelter de løsrivelses-ivrige kampråbet om uafhængighed tæt sammen med bitterheden over centraliseringen.

»Vi er reelt et meget splittet samfund. Der skal meget lidt til, før folk begynder at rive hovederne af hinanden. Det er ærgerligt,« siger Ole Dorph. Han er tidligere ansvarlig for Grønlands socialpolitik og to gange borgmester i Ilulissat og dermed for verdens mest udstrakte kommune, senest fra 2013 og til i år.

På tirsdag stiller han op til Inatsisartut, det grønlandske parlament, for Siumut, Socialdemokratiets søsterparti, der har siddet på magten i alle år undtagen fire siden det første valg i Grønland i 1979. Dorph vil hellere tale om uddannelse end om løsrivelse:

»Vi ser jo i aviserne og i fjernsynet, at Lars Løkke siger, at vi kan glemme alt om bloktilskuddet fra Danmark, den dag vi vil være vores egen nation,« siger han.

»Det er vi nødt til at have i baghovedet. Vi kommer til at mangle mellem fire og fem milliarder. Vi er pisket til at stå sammen og finde nogle løsninger, der giver penge først,« siger han.

Bloktilskuddet på 3,7 milliarder udgør halvdelen af det offentlige budget, og dertil kommer politiet, domstolene og den danske flådes fiskerikontrol, redningstjeneste med videre – samlet set indsatser for yderligere en halv milliard om året.

Men for min fiskerkontakt ude på iskanten og mange andre vil pengene fra Danmark ikke være det afgørende på tirsdag. Det handler mindst lige så meget om identitet, sprog og kultur, og som Ole Dorph forklarer, har mange jollefiskere i de seneste år tjent en halv million eller mere om året på at fiske hellefisk.

»80 procent af vores borgere her i Nordgrønland har ikke nogen formel uddannelse, men det betyder jo ikke, at de er til last for samfundet. Det er dem, der tjener al valutaen til landet. Og mange af jollefiskerne, der tjener godt, fordi priserne er høje, de lytter til de politikere, der gerne vil løsrive Grønland hurtigt. Hvorfor ikke, tænker de, det går jo rigtig godt,« siger han.

Dorph hører som sine partifæller til pragmatikerne, men han taler varmt om visionen om det uafhængige Grønland. Samtlige af de etablerede partier er enige om, at løsrivelsen vil komme — kun timingen skændes de om.

Et enkelt nystiftet parti, Samarbejdspartiet, ønsker at forny i stedet for at opløse rigsfællesskabet, men ifølge den første og hidtil eneste meningsmåling kommer de måske slet ikke ind. Selv arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv skrev i sit blad, at »GE går også ind for selvstændighed«. Det er næppe hele sandheden, men det illustrerer, hvordan den politiske samtale i Grønland ikke længere for alvor har plads til andre standpunkter.

Løsrivelse i 2021

Partii Naleraq – Pejlemærket – var hurtigst til at banke valgplakater op her i Ilulissat, indbyggertal 4800, Grønlands tredjestørste by. Partii Naleraq, der deler navn med byens førende værtshus, ledes af tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, som kun modvilligt for få dage siden indrømmede, at løsrivelse i 2021 måske er en kende optimistisk.

Partiets plakater hænger ved Brugsen, kirken, telepost og mange andre steder i byen, men efter valget vil Partii Naleraq stadig være en lilleput. De to store partier, Siumut og Inuit Ataqatigiit, vil ifølge alle målinger igen sætte sig tungt på over halvdelen af de 31 pladser i Inatsisartut. Siumuts Kim Kielsen eller IAs partileder Sara Olsvig vil blive udråbt til formand for Naalakkersuisut eller Premier of Greenland, som det også hedder.

Men samlet set vil de to store formentlig også tabe terræn på tirsdag. De kæmper hårdere end før for at fastholde vælgernes tro på, at en række problemer må løses, før løsrivelsen bliver aktuel. De to store partier er enige om, at langt flere skal uddannes, nye indtægter skabes, og den høje selvmordsrate, boligmanglen, de seksuelle overgreb på mindreårige osv. skal bekæmpes. (Sexovergrebene er i øvrigt ikke tabu i Grønland. KNR, Grønlands DR, havde tirsdag programsat en hel valgdebat på tv om samme).

Den skandaleombruste Aleqa Hammond, tidligere formand for Naalakkersuisut, er valgets joker. Også hun er fra kysten, opvokset i Uummannaq nord for Ilulissat.

Med usvækket sans for drama ventede hun til sidste sekund med at erklære sit kandidatur for et nyt parti, Nunatta Qitornai, vort lands børn, stiftet af Grønlands tidligere udenrigsansvarlige, Vittus Qujaukitsoq – en politisk sleben forkæmper for hurtige løsrivelse. Han ønsker systematisk overtagelse af flere ansvarsområder fra Danmark, decentralisering og en grønlandsk kystvagt til afløsning af den danske flåde.

»Vi kommer ikke til at sulte ihjel,« sagde han allerede i 2017. Han er parat til at skære i den offentlige service – skoler, plejehjem osv. – hvis det kan sikre uafhængigheden. Det er en nyskabelse. Selv de ivrigste har hidtil fastholdt, at velfærd efter skandinavisk model er en del af Grønlands dna.

Ole Dorph, Michael Binzer og andre, jeg taler med, gætter, at Aleqa Hammond vil trække så mange stemmer på tirsdag, at både hun, Qujaukitsoq og måske flere fra det ny parti får plads i Inatsisartut – på trods af Hammonds synderegister.

Hun strøg til tops i 2013. Hun var formand for Siumut og vandt et valg på skarpe krav om mere kontant beskatning af udenlandske mineselskaber og et rungende budskab om »uafhængighed i min levetid«. Hun fik 6818 personlige stemmer – den højeste score i Grønland nogensinde.

Som formand for Naalakkersuisut fik hun snapt skærpet mine-beskatningen og ophævet forbuddet mod uranudvinding i Grønland – i øvrigt i hård strid med regeringen i København.

Efter mindre end et år blev hun abrupt væltet af sine egne. En revision afslørede, at hun havde ladet Grønlands landskasse »lægge ud« for flyrejser, ferieophold i Paris, drinks med videre for sig selv, sin samlever og dennes børn. Da alt kom for en dag, lød det samlede beløb på 204.000 kroner. Pressen mindede om andre, ældre sager og en dom for bedrageri. Vrede borgere gik i optog i Nuuks gader. Aleqa Hammond tog orlov, Kim Kielsen blev ny Premier of Greenland, men i 2015 stillede Aleqa Hammond op igen, nu til en af Grønlands to pladser i Folketinget, og igen satte hun rekord.

Hun sad i Folketinget for Siumut til august 2016, men selvskadede så igen. Ekstra Bladet fortalte om misbrug af et kreditkort fra Folketinget til private indkøb for i alt 12.953,10 kroner. Denne gang måtte hun sige farvel til Siumut, men hun fortsatte i Folketinget som løsgænger, og da hendes seneste fadæser ikke har ført til dom eller bøde, har hun frit kunnet stille op til valget på tirsdag.

Hendes fans på kysten er tilsyneladende klar til at glemme skandalerne. Som Michael Binzer, den tidligere chef for Air Greenland, forklarer mig: »Vi har et andet forhold til skyld i Grønland. Her handler det mere om at give folk en chance til. Vi er et lille land. Vi har brug for alle dem, der kan noget, og Aleqa Hammond er dygtig.«

Michael Binzer stemmer ikke på Aleqa Hammond, men han kender turen. Han blev selv detroniseret i 2014, da det viste sig, at han havde fiflet med sit cv. I dag er han anerkendt ledelseskonsulent og i færd med et kursus for Royal Greenland, Selvstyrets fiskekoncern.

»Hun har måske en flosset moral, men det ændrer ikke ved, at folk ser op til hende. Hun har udsyn, taler tysk, dansk, engelsk, og hun taler til hjertet, ikke til hovedet. Hun taler til den menige grønlænder herude på kysten. Aleqa Hammond er vores version af Dansk Folkeparti,« siger han.

Fisk til Østen

Det lykkes mig at finde min kontakt fra iskanten igen. Illooraq Esekias Therkelsen er født 1966 i bygden Ilimanaq, der ligger syd for Ilulissat. Han droppede skolen som 13-årig og har fisket siden. Vi futter ud mellem isskosserne i Diskobugten i hans jolle på en hylende kold eftermiddag – nu med tolk.

Han bruger stadig ikke vanter, men ryger til gengæld filtersmøger helt i bund uden at tage dem ud af munden. Han mener, at politikerne skulle interessere sig mere for at strømline fiskeriet: »Jeg sætter min langline om formiddagen og indhandler måske 800 kilo hellefisk om eftermiddagen. De kunne flyve fisken til Østen og sælge den som frisk fisk samme dag, hvis de havde udvidet lufthavnen noget før,« siger han.

En forlængelse af landingsbanen i Ilulissat til interkontinentale fly har stået på dagsordenen i årevis. Igen får Nuuk én over nakken: »Det er os fiskere heroppe i Ilulissat, der lander værdierne. Det er os, der sponsorerer alt det, der sker nede i Nuuk, men hvad gør de for os?« spørger han. Kiloprisen på hellefisk har i nogen tid ligget på 20-25 kroner. På en god dag henter Illooraq Therkelsen 16.000-18.000 kroner på sin langline.

Fra toppen af hans jolle-antenne blafrer Siumuts parti-vimpel. Illooraq Therkelsen har allerede brevstemt, og han mener det samme om løsrivelse som Kim Kielsen, partiformanden: Selvstændigheden skal nok komme, men først når Grønland har råd.

Jeg spørger, om han har et budskab til Weekendavisens læsere. »Uuuha,« siger han og spytter et udbrændt filter i vandet.

Han ser ud over bugten. Danmark er langt væk.

Han melder pas og sender i stedet en klassiker til de grønlandske politikere: »Når der er valg, lover de altid, at vi får billigere varer fra Danmark, bedre forhold for pensionisterne og billigere benzin. Men de glemmer altid det hele bagefter,« siger han.

Samme aften mødes vi tilfældigt i baren på byens dyreste hotel, men dilemmaet består: Tolken har fri.