Lars Løkke Rasmussen har med sit ny regeringsgrundlag, offentliggjort i dag, anslået en ganske forsonlig og imødekommende tone overfor rigsfællerne på Færøerne og i Grønland – måske i et forsøg på at sikre sin mindretalsregering nemmere adgang til de fire nordatlantiske stemmer, måske i oprigtigt ønske om at udvikle rigsfællesskabet – eller begge dele.
Regeringsgrundlaget kommer på afgørende punkter både færinger og grønlændere i møde. Regeringen lægger eksempelvis op til en åben dialog om nye grundlove for både Færøerne og Grønland; især færingerne har travlt med at få formuleret og vedtaget en særskilt færøsk grundlov, og den ny regeringen slår nu fast, at en sådan snildt kan fremstilles, så længe den blot underordner sig den eksisterende, danske grundlov – og at regeringen gerne indgår i dialog om, hvordan dette bedst kan organiseres. Færingerne var allerede i 1990’erne ifærd med at skrue en færøsk grundlov sammen, men projektet er kuldsejlet flere gange på grund af dansk modstand – bl.a. under Lars Løkkes forrige regering.
I Grønland vil politikerne lægge mærke til, at den ny danske regering vil ‘opprioritere’ opdateringen af den lovgivning, der har særlig betydning for Grønland, og samtidig arbejde for at de dele af det grønlandske velfærdssamfund, der fortsat styres fra København opnår en standard som ‘svarer til standarden i Danmark’ (dog under hensyn til de særlige grønlandske forhold). Det er selvsagt gummiformuleringer, der kan bøjes og strækkes i det uendelige, men i Grønland vil det med rette blive opfattet som om, at Lars Løkkes regering har lyttet til den serie af klager over den danske forvaltning f.eks. af det grønlandske justitsvæsen, der er haglet ned i de seneste år. Her er ventetiderne ofte absurd lange, og ansvaret ligger entydigt i København – og der er andre sagskomplekser, der har plaget grønlænderne tilsvarende.
Den ny statsminister præsenterede allerede i forbindelse med partilederrunden umiddelbart efter valget udvalgte politikere for den del af regeringsgrundlaget, der handler om Færøerne og Grønland. Her har modtagerne kunne konstatere, at der ikke står et ord om, hvordan grønlænderne og færingerne bør indrette deres nationer; Lars Løkkes regering fastholder tydeligvis på samme måde som Helle Thorning Schmidts, at øernes interne affærer ikke officielt bør gøres til genstand for dansk regeringspolitik. Lars Løkkes Rasmussens nye finansminister, Claus Hjort Frederiksen, har som sit partis grønlandsordfører i de seneste år ofte argumenteret skarpt for en øget liberalisering af det grønlandske erhvervsliv, der i vidt omfang er ejet og kontrolleret af Naalakkersuisut, den grønlandske regning, men det står der ikke noget om i regeringsgrundlaget.
.
Her står til gengæld sort på hvidt, at den danske regering fortsat anerkender både færingernes og grønlændernes hang til at slå både hvaler og sæler ihjel og spise dem; en besværgelse, der vil blive værdsat i både Nuuk og Thorshavn.
Af mere kontant art er løftet om, at al nødvendig lovgivning vil være på plads, før grønlænderne eventuelt vælger at udvinde uran i Grønland. Her risikerer regeringen at få travlt. Mineselskabet GME hævder, at det vil kunne lade sig gøre at udvinde uran i Sydgrønland inden for blot to-tre år, hvis politikerne i Nuuk vil, og der er et pænt stykke lovgivningsarbejde i Danmark igen, før den nødvendige danske lovgivning er på plads.
Endelig lover den nye regering en styrket indsats for de grønlændere i Danmark, der har det svært; her nævnes ingen tal eller tidsrammer – men en merregning kommer den ny regering næppe udenom med den formulering.
Alt i alt ligner regeringsgrundlagets afsnit om rigsfællesskabet et forsøg på at ramme netop de punkter i samarbejdet, der med sikkerhed vil stå højt på færingernes og grønlændernes dagsorden. Hermed illustrerer den ny regering en grad af forberedelse, der giver Lars Løkkes hold et noget bedre udgangspunkt for samarbejdet mod nord end Helle Thorning Schmidts hold havde: SR-regeringen løb ind i svære kvaler, da den skulle forholde sig til bl.a. Kinas interesser i Grønland, den grønlandske uran og det udenrigspolitiske samarbejde, fordi SR-regeringen havde forsømt at formulere en egentlig politik for udviklingen af rigsfællesskabet – og fordi den borgerlige regering under først Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen også havde forsømt at forberede nationen på de oplagte udfordringer.
Lars Løkke vil denne gang have både Aleqa Hammond, nyvalgt grønlandsk MF og skarp fortaler for uafhængighed og en nyvalgt færøsk republikaner at forholde sig til på Christiansborg. Til gengæld står han på et regeringsgrundlag, som ingen af dem for alvor vil kunne klage over.
