Martin Breum

Spillefilmen ’Idealisten’, der har verdenspremiere i Nuuk 19. marts og Danmarkspremiere den 9. april, fortæller historien om en af de mest sigende politiske løgne i nyere dansk historie – og i rigsfællesskabets. Den sparker sig derfor direkte ind i den aktuelle strid om Thule Air Base mellem Danmark, Grønland og USA.

Filmen understreger, hvor væsentlig Grønland og Thule Air Base har været for det dansk-amerikanske militære samarbejde siden 2. verdenskrig – og hvordan flere danske ministre, ikke mindst statsminister H.C. Hansen, i tidens løb har valgt at lyve lige op i ansigtet på offentligheden i både Danmark og Grønland for ikke at forpurre det transatlantiske samarbejde.

USA’s adgang til Grønland var fra første færd et væsentligt dansk bidrag til USA’s og senere NATO’s militære kapacitet – og sådan er det stadigvæk. Det var i Grønland, at USA udstationerede store dele af de atomvåben, der skulle holde Sovjetunionen i skak; de atombevæbnede fly cirklede konstant over Thule Air Base; de fløj rutinemæssigt gennem grønlandsk luftrum, de brugte basen til opbevaring af det fornødne – og H.C. Hansen gav sit tilsagn, selvom han sagde det modsatte til offentligheden. Ingen – eller måske blot den snævreste inderkreds i Danmark – fik noget at vide; officielt tillod Danmark ikke atomvåben på dansk territorium – ej heller i Grønland, hvor der efter alt dømme heller ikke var nogen, der fik kendskab til sandheden, selvom det netop var i Grønland, at løgnens genstand i særhed kunne iagttages. Først efter at et fly med fire brintbomber styrtede ned i Thule i 1968, gik der langsomt hul på bylden.

’Idealisten’, der er instruktøren Christina Rosendahls anden spillefilm, dramatiserer DR-journalisten Poul Brinks årelange arbejde med at afsløre de danske myndigheders hemmelighedskræmmeri og det amerikanske forsvars medvirken til illusionsmageriet under den kolde krigs dybe alvor. Filmen, der har Peter Plauborg og Søren Malling i hovedrollerne, handler i sidste ende om, i hvilket omfang vi i offentligheden – og i hvilket omfang Grønland – kan have tillid til meldinger fra de danske myndigheder, når det drejer sig om Thule Air Base og samarbejdet med USA.

Grønlandsk mistillid

Her kan man for tiden iagttage en ganske markant mistillid mellem København og Nuuk. Sagens substans er simpel: Grønland har netop mistet store årlige indtægter, fordi det amerikanske luftvåben i de næste syv år vil benytte et amerikansk selskab i stedet for det dansk-grønlandske Greenland Contractors til at levere vand, strøm, computere, biler og anden ikke-militær service på Thule Air Base. Basen indgår i dag i USA’s missilskjold og som vigtigt anlæg for den satellitkommunikation, der bl.a. benyttes i jagten på terrorister, og servicekontrakten er mange milliarder værd.

Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard har beklaget sig til sin kollega i USA, John Kerry; Danmarks arktiske ambassadør har ledsaget Vittus Qujaukitsoq, Grønlands udenrigsansvarlige, under klage-møder med Pentagon og State Department i Washington, og Danmark har gjort det klart for den amerikanske ambassadør i København, at Danmark mener, at USA er i færd med at bryde flere klokkerene aftaler om, at Thule Air Base også skal komme Grønland til gode rent økonomisk.

Men lige lidt hjælper det: Den grønlandske mistillid til Danmarks håndtering af denne sag fortsætter. Naalakkersuisut, den grønlandske regering, har følt sig så underforsynet med informationer om Danmarks kontakter med USA, at vrede pressemeddelelser er flydt fra Nuuk; udenrigsministeriet har måtte udarbejde et tre sider langt, pinagtigt detaljeret notat om alle de samtaler og møder, der nogensinde er holdt i sagen:  http://www.ft.dk/samling/20141/almdel/gru/bilag/23/1505080.pdf – og senest blev det grønlandske Folketingsmedlem Johan Lund Olsen stiktosset over, at Martin Lidegaard inviterede Folketingets grønlandsordførere til orientering om sagen uden at invitere grønlænderne. Beskyldningen ligger lige under overfladen: Danmark plejer stadig primært sine egne interesser i forholdet til USA – og Danmarks pres på USA i den aktuelle sag må derfor i højere grad anses for luftfrikadeller end alvor.

Mistilliden har, som ’Idealisten’ fint understreger, rod i et langvarigt og veldokumenteret dansk atomart dobbeltspil i Thule – som i øvrigt lå i forlængelse af den historiske tvangsflytning af de grønlandske Thuleboere i 1953. Men mistilliden finder også næring i den moderne indretning af rigsfællesskabet: Grønland har siden 2005 haft ganske vide, formelle muligheder for at føre udenrigspolitik på alle de områder, Grønland selv administrerer – f.eks. fiskeri, miljø og råstoffer – men når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken, herunder det militære samarbejde med USA, sidder Danmark stadig på magten og derfor også på alle de potentielt afgørende informationer.

Det grønlandske embedsværk og politikerne i Nuuk er ikke sikkerheds-clearede til at håndtere samme informationer om kontakten til USA, som deres danske kolleger. Det er muligt, at de danske efterretningstjenester, forsvaret og udenrigsministeriet deler alt af væsentlighed for den aktuelle Thule-sag med Grønland, men Nuuk har ingen garanti for, at det sker – og mistilliden har derfor frugtbar jord at gro i.

Helle Thorning-Schmidt lovede i 2012 den daværende formand for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, et tættere, praktisk samarbejde i det udenrigspolitiske værksted, inklusive en højere grad af sikkerheds-clearing i Nuuk, men sagen gik død, da Kuupik Kleist tabte et valg i Grønland i marts 2013.

Da Poul Brink i 1998 fik Cavlingprisen for sine afsløring af Thule-løgnen, gjorde han det klart, at han ikke anså H. C. Hansen for at være ond; tværtimod fremgår det af ’Idealisten’, at Brink så mange fælles træk mellem ham selv og den afdøde statsminister – men han beskyldte H.C. Hansen for at lade ’bekvemmelighed’ råde, når det gjaldt forholdet til USA: Hellere gøre, hvad USA beder om, end at gøre livet surt ved at holde på principperne. På samme måde hersker der i Nuuk i dag tilsyneladende en hvis tiltro til Danmarks vilje til at slås for Grønlands interesser – men det kniber, når sagen involverer forholdet til USA.

Dette blogindlæg var også optrykt som nyhedsanalyse i Information 16.3 2015.