Forleden optrådte jeg på DR2 sammen med Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, der er medlem af Folketingets Grønlandsudvalg. Martin er som sin partifælle, udenrigsordfører Søren Espersen, stærkt engageret i debatten om Grønlands tilknytning til rigsfællesskabet, som DF kæmper bravt for at bevare.
Mens kameraerne rullede, fortalte Martin Henriksen om en meningsmåling, som angiveligt skulle vise, at 84 procent af grønlænderne går ind for bevarelse af rigsfællesskabet. Wauw! Jeg undrede mig straks, og min undren blev fordoblet dagen efter, da jeg holdt foredrag i Nordatlantens Hus i Odense, hvor en af tilhørerne igen fortalte mig om disse 84 procent!
Pludselig så jeg en sammenhæng: Jeg mindedes et kraftfuldt opråb, som Søren Espersen indrykkede i den grønlandske ugeavis Sermitsiaq i februar i år. Her skrev han, hvordan der ”går rigtigt mange grønlændere rundt – et tavst flertal? – som af hjertet ønsker sig en fremtid sammen med Danmark, men som skjuler sig og kun på tomandshånd afslører, hvad de mener”.
Som Martin Henriksen forklarede mig efter at kameraerne var slukket, drejer det hele sig om en meningsmåling omtalt i LO’s ugeskrift A4 i april 2013, hvor 712 mennesker bosat i Grønland blev stillet en otte spørgsmål om storskalaprojekterne i Grønland og to om forholdet til Danmark. Her lød spørgsmål nummer ni ud af ti:
”Er du tilhænger af den grønlandske deltagelse i rigsfællesskabet med Danmark og Færøerne? ”
De adspurgte blev bedt om at svare ’’ja”, ”nej” eller ”ved ikke”.
Inden de svarede, blev de dog gjort opmærksom på, at spørgsmålet netop ikke handlede om fremtiden. Eller som det hedder i analysefirmaet HS Analyse’s egne skriftlige kommentarer til undersøgelsen: ”Bemærk at spørgsmålet gik på holdningen til rigsfællesskabet i dag og ikke om et evt. fremtidsscenarie.”
De 712 mennesker, der blev spurgt, blev altså gjort opmærksom på, at de IKKE skulle mene noget om fremtiden, men kun om Grønlands aktuelle tilknytning til Danmark og Færøerne.
Det ved jeg, fordi jeg sidste år rekvirerede baggrundsmaterialet til A4’s artikel om denne undersøgelse, så jeg var sikker på, at jeg citerede undersøgelsen korrekt i min bog ”Balladen om Grønland”. Analysefirmaet bag undersøgelsen, HS Analyse, bor i øvrigt i Nuuk og har foretaget striber af undersøgelser af folks holdninger i Grønland tidligere. De ved tydeligvis, hvorfor det i Grønland er helt nødvendigt at skelne mellem holdningen til nutidens samarbejdet i rigsfællesskabet og folks holdninger til fremtiden. For en dansker kan det lyde underligt, at man som grønlænder kan være udmærket tilfreds med det nuværende samarbejde med Danmark og samtidig varm tilhænger af visionen om et uafhængigt Grønland i fremtiden, men den mangel på indsigt prægede altså ikke HS Analyse.
Kort sagt: Man bør ikke, som Martin Henriksen gjorde på DR2, og som andre altså også gør, bruge denne undersøgelse til at sige noget om, hvor mange grønlænderne, der mener, at rigsfællesskabet bør bevares i fremtiden.
Man kan læse i undersøgelsen, at 84 procent af de adspurgte svarede ”ja”, 11 procent svarede ”nej” og seks procent ”ved ikke”. Resultatet tyder umiddelbart på en pæn opbakning til den aktuelle sammenhæng mellem Danmark, Grønland og Færøerne, men det siger ikke meget om, hvad de adspurgte mener om fremtiden. Snarere må man vel tolke HS Analyse’s præcise skriftlige kommentar som netop en advarsel mod sådanne overfortolkninger.
Den, skal vi kalde den, øjeblikkelige opbakning er da, hvis den står til troende, bemærkelsesværdig.
Der er, siger undersøgelsen, åbenbart et overvældende flertal der går ind for rigsfællesskabet af i dag. Det stemmer ikke rigtig med det indtryk man får i medier om Grønlænderes opbakning til samme – men der er det jo også den politiske elite, der taler.
Om Fremtiden ? Er det svært at spå – Jeg er f.eks. stærk tilhænger af EU, men om jeg mener at DK skal være med i morgen, det ved jeg ikke – det kommer an på så meget.
Jeg sad også med et “huh?” ansigt da jeg så udsendelsen. Men jeg tror gerne at Søren Espersen har en pointe når han siger at der er grønlændere der ikke tør åbent sige at de er for rigsfællesskabet. Debatkulturen generelt i Grønland er ikke meget anderledes end kommentarfelterne på mediernes hjemmesider. Meninger blandt befolkningen der ikke stemmer overens med strømmen bliver hurtigt pålagt adjektiver man gav kolonialister i sin tid. For Grønland er vel stadigvæk et ungt demokrati? Du snakkede om demokratisk underskud (eller var det noget andet?), og jeg tror bla. netop på grund af det at samfundet skal give sig tid før der tages en beslutning om så stort et emne som rigsfællesskabet.
Jeg er slet ikke så sikker på hvor dybtfølt “selvstændighedskravet” er.
Positionen “Vi skal kunne klare os selv, og være herrer i eget hus” er en let position – man genfinder den fra Bornholm, Mors over Færøerne til Grønland. Man genfinder den i sogneråd til kommunalråd.
Særlig let er denne position, når man ikke behøver at forholde sig til virkeligheden – Og det er tilfældet for Aleqa H. Når hun taler grønlandsk er der ingen grænser for selvstændighedstrangen. Når hun taler dansk er budskabet så meget mere nuanceret. Nu er rigsfællesskabet lige pludselig et “Foregangsland” til efterligning (Når hun taler i FNs oprindelig folks fora – et forum hvor Gr. repræsentanter så mange gange er blevet undsagt, som ikke-rigtige-oprindelige folk, af oprindelig folk som ikke “tror” de er, MEN ER blevet udsat for folkemord (og stadigvæk bliver udsat for kulturmord), noget man ikke ligefrem kan sige har været tilfældet på Gr. hvor det er kolonimagten der har insisteret på det kulturelle “særpræg”. Når hun udtaler sig til Danske medier taler hun også med to tunger: Hun vil selvfølgelig have selvstændighed i “hendes tid” (bemærk ego-centret) men det skal så alligevel ikke være selvstændighed som i “selvstændighed” forstår man længere nede, i selv samme artikel…
Jeg tror, at når man spørger den almindelige velorienterede borger på Grønland, så får man langt mere nuancerede svar end vrøvllet fra en uduelig politiker-kaste.
Mens det, for mig, er åbenlyst at selvstyret har spillet fallit (se bare Økonomi, korruption og nepotisme), og derved synes spørgsmålet om real selvstændighed udsat på ubestemt tid. Så er det der ikke er åbenlyst, hvor langt Danmark kan leve med arrangementet.
Kan man, i fremtiden, holde til at “Grønlænderne” – der er etnisk anderledes – lever på en markant lavere levefod end danskere og Færinge i samme statsdannelse?
Kan man holde til at blive inddraget i intern Gr. andedams-politik der eskaleres til forfatningsretslige spørgsmål? Kan man holde til at rigets sikkerheds- og udenrigspolitik ikke alene koordineres på asiatisk plads men åbenbart også “koordineres” af en turistguide fra Narsaq?
Kan man holde til at lægge navn og rygte til det der i stigende grad ligner et kleptokrati (Selv selvstyreformanden (åbenbart også Kleist) tager af kassen, og folk ved fadet begunstiges i urimeliggrad)?
Jeg mener at det er en vinkel der bliver overset: Spørgsmålet er ikke om Grønland “vil” være med i rigsfællesskabet, Spørgsmålet er om Grønland, også i fremtiden, “kan” være med i rigsfællesskabet?
Hvorfor er der ingen der prøver at komme med, og tilbyde alternativer til mere “selvstændighed”. Kunne man ikke forestille sig, et helt nye Rigsfællesskab/statsdannelse, hvor den danske stat f.eks. garantere investeringer og udvikling i Grønland, mod Grønland så i stedet acceptere, at blive en ligeværdig del at Danmark (En region?), et kompromis her, kunne så også være, at tilbyde Grønland mere indflydelse i f.eks. folketinget, hvor man f.eks. kunne fordoble folketingsmedlemmer valgt i Grønland, dette i respekt for Grønlands betydning for hele Danmark, og fordi det vil give Grønland mere indflydelse generelt, hvilket i sådan en situation synes fair.
Hvis man gjorde dette, så vil økonomiske udligninger m.v. også blive på niveau med resten af Danmark, og generelt, vil befolkningens levestandard og muligheder forbedres, da det nu ikke længere vil være midlertidige investeringer og beslutninger staten skal træffe. Så jeg tror også at det vil resultere i mere seriøse investeringer fra statens og andres side, som så er tiltænkt at række langt ud i fremtiden, hvilket så igen er lig med udvikling og varige arbejdspladser.
Jeg tror at ovenstående tanker, som selvfølgelig skal nuanceres, kunne gå hen og blive interessante, for jeg tror den menige grønlænder ønsker velstand, vækst og udvikling, og hvis samme muligheder, love, regler med mere, gælder i både Grønland og Danmark, med få undtagelser, så vil flugten fra Grønland også kunne mindskes, for hvis vilkårene på sigt bliver udlignet, så det faktisk er lige meget om man bor i Aalborg eller Nuuk, så vil det i sig selv bidrage til stabilitet og et større håb for fremtiden.
Men jeg er klar over, at mange lige skal vende disse tanker en gang, men med et enormt område som Grønland uden infrastruktur, og en lille befolkning spredt ud over et kæmpe areal, så er jeg bange for, at som betingelserne er i dag, så går det desværre kun en vej, og det er den forkerte.
Hej Morten
Det du beskriver lyder mere som hjemmestyret – og ja, det var nok en bedre løsning.
Men vel næppe mulig i det klima der er skabt på Grønland.
Det der vel er hovedproblemet er at “det virker begge veje”. Tror du selv at man kan få danske skatteydere med på at investere massivt i et land hvis selvstyreformand til NY. times åbent erklærede at i det øjeblik man er økonomisk selvbåren er man fri af rigsfællesskabets snærende bånd? – Nej vel?.
Jeg hørte til dem der mente at et hjemmestyre version 2.0 var at foretrække, da det ville forebygge politisk oppertunisme – der ville ødelægge rigsfællesskabet, til danske borgeres ligegyldighed og Grønlandske borgeres store skade. Man fik et “Selvstyre” og som man kunne forvente er der allerede sket stor skade i forholdet – særligt det “mellemfolkelige”, og muligvis ubodelig skade.