Temperaturerne stiger tre til fire gange hurtigere i Arktis end i resten af verden. Det giver medvind til nye, kontroversielle teknologier, som kritikere frygter vil undergrave den grønne omstilling og gøre uoprettelig skade på naturen.

En af de kontroversielle teknologier: Lodrette, fleksible gardiner fastgjort til havbunden ved mundingen fx af isfjorden i Ilulissat vil angiveligt kunne  forhindre varmere havvand i at nå in dtil gletsjeren i bunden af fjorden og dermed bremse afsmetlningen fra den grønlandske indlandsis. Grafik: Arctic Center, University of Lapland, Finland

I marts i år blev et verdenskendt videnskabeligt projekt på Harvard University i USA endegyldigt opgivet. Bagude lå adskillige års kontroverser, skrig og skrål.

Projektet blev især berygtet i 2021, da samerne i Nordsverige forhindrede Harvard-forskerne og Swedish Space Corporation i at sende en test-ballon op i luften over Kiruna i det svenske Arktis.

Harvard-gruppen ville teste udstyr til atmosfærisk spredning af kalkstøv og andre materialer, der kan sende solstråler tilbage mod himlen, før de rammer den arktiske havis, sneen eller andre dele af kloden.

I Nordsverige mødte de lammende modstand fra Samerådet, der repræsenterer de oprindelige folk i Sverige, Norge, Finland og Rusland.

Forsøget var ganske lille, men det mildnede ikke protesten: “Samerådet mener, at solar geo-engineering er i direkte modstrid med den respekt, vi som indfødte folk lærer at behandle naturen med,” lød det.

Samerne forudså, at den endnu ufødte teknologi ville medføre klima-ravage i Arktis, der ville “forstyrre monsun-mønstre, skabe alvorlig tørke og fare for kilderne til føde og vand til to milliarder mennesker i Afrika og Asien”.

Aktionen blev et smældende, svensk ekko af den seje, internationale modstand mod såkaldt geo-engineering eller klima-engineering.

Kritikerne mener, at Saudi-Arabien, olieselskaber, Donald Trump og andre syndere vil misbruge klima-engineering som undskyldning for at fortsætte afbrænding af olie, kul og gas. De hæfter sig ved manglen på international lovgivning om klima-engineering.

Frygten er, at de nye teknologier vil føre til uoprettelig forstyrrelse i naturens orden, nye konflikter og bremser på den grønne omstilling.

Nordisk interesse

Flere tegn tyder dog på, at fortalerne vinder terræn i Arktis.

Temperaturerne stiger tre til fire gange så hurtigt i Arktis som på resten af kloden, og efterspørgslen på teknologiske modspil vokser, uanset at disse modspil ikke angriber selve årsagerne til klimaforandringerne.

Forskere fra The Arctic Center på University of Lapland i Finland kortlægger nu, hvordan forsøg med blokering af solens stråler kan finde sted i Arktis på forsvarlig vis uden at skabe protester som dem i Nordsverige.

Selv oplevede jeg det intensiverede fokus under et seminar for særligt indbudte forskere, diplomater og andre arrangeret af den norske ambassade i København for nogle uger siden. Bag arrangementet stod også Udenrigsministeriet, de svenske og finske ambassader samt Færøerne og Grønland.

Her blev vi præsenteret for rapporten ‘Frozen Arctic‘, en foreløbig vurdering og analyse af 61 forslag til teknologiske indgreb i Arktis.

På ambassaden signalerede officielle repræsentanter fra det meste af Norden altså ivrig nysgerrighed over for en type af klima-interventioner, der stadig er omgærdet af omfattende, global kontrovers.

Tæpper på gletsjerne

En del af de 61 forslag er velkendte koncepter som skovplantning og indsamling af CO2 fra atmosfæren, mens andre forslag ifølge rapporten savner reelt hold i forsøg eller forskning.

Rapporten beskriver forslag om isolerende fiber-dækkener over smeltende gletsjere; om undervandsmaskiner, der kan lave ny is; om massive, fysiske strukturer til at bremse gletsjernes drift mod havet; om spredning af næringsstoffer i havene, der kan booste CO2-optaget, oppumpning af havvand til ny polaris og meget andet.

Analysen er udarbejdet i regi af University of the Arctic, også kaldet UArctic, et samarbejdsorgan for et stort antal universiteter med arktisk forskning — inklusive dem i Nuuk og Torshavn og seks danske.

På det nordiske seminar talte UArctics bestyrelsesformand, Frederik Poulsen, varmt for sagen. Efter hans mening er der nu brug for at parre de rette teknologier med de rette investorer – og ikke brug for yderligere politisering.

Folketingsmedlem for det grønlandske parti IA, Aaja Chemnitz, der sidder i UArctics bestyrelse, var også positiv:

“Klimaforandringerne er jo reelle. Vil vi se passivt på eller prøve at gøre noget ved sagen? Jeg synes, at svaret giver sig selv i Arktis. Vi lever med så massive forandringer, at det nogle gange handler om liv og død,” siger hun.

Aaja Chemnitz nævner  tsunamien, der i 2017 dræbte fire og gjorde bygden Nuugaatsiaq i Grønland ubeboelig. Folketingsmedlemmet mener ligeledes, at det er vigtigt at inddrage de arktiske folk, når teknologierne udvikles.

Problemerne

Politologen Nikolaj Kornbech fra forskningsprojektet ‘International Security Politics and Climate Engineering‘ ved Københavns Universitet kritiserer fortalerne for arktisk klima-engineering for at ignorere de sikkerhedspolitiske risici.

I en kommende artikel beskriver han og to kolleger en “dyb uforenelighed” mellem forestillingerne om uskyldig klima-engineering og de arktiske staters fokus på rå sikkerhedspolitik.

“Problemet er, at klima-engineering også berører alt det storpolitiske i Arktis: Økonomi, adgang til ressourcer, sikkerhedspolitik. I Arktis fylder geopolitik og konflikten mellem Rusland og Nato-landene mere og mere. Det rum, der før måske ville have tilladt afgrænset, fredelig, fælles forskning i klima-engineering har meget dårlige udsigter,” siger han.

“Vi ser stadig flere organisationer, som mener, at klima-engineering skal tages seriøst og forskningen finansieres. Men tilgangen er præget af en meget teknisk forståelse: At man bare kan undersøge de tekniske problemer, og så præsentere det hele for de politiske beslutningstagere,” fortsætter han.

“UArctics engagement viser, at man tager forskningsfeltet langt mere seriøst end for fem eller ti år siden. Ikke nødvendigvis med fuld politisk accept af klima-engineering, men med et ønske om at bidrage til en mere seriøs vurdering af de mange tiltag, som mange klimaforskere tidligere har distanceret sig fra. Det er noget nyt,” siger han.

Gardiner i fjordene

Forfatterne bag ‘Frozen Arctic’ analyserer nu videre på de 61 projekter. Hovedforfatteren John Moore fra University of Lapland står selv bag et af dem.

Moore mener, at lodrette, fleksible gardiner fastgjort til havbunden i eksempelvis isfjorden i Ilulissat, formentlig kan forhindre det varmere havvand i at trænge ind til gletsjerne i bunden. På den måde skal gardinerne bremse indlandsisens afsmeltning til gavn for hele kloden.

“De skader, klimaforandringerne vil medføre, kommer til at koste trillioner af dollars hvert år. Hvis vi kan bruge bare 100 millioner dollars til at udforske ideer, der kan mindske den udgift, vil det være en utroligt fordelagtig investering for hele planeten,” sagde Moore til mig på det nordiske seminar.

Samtidig synes pengene måske også at være indenfor rækkevidde. ‘Frozen Arctic’-projektet finansieres af Canadas udenrigsministerium, kapitalfonde og big-tech viser voksende interesse, og Bruxelles hjælper også klima-ingeniørerne på vej.

Det var nemlig EU’s Climate, Infrastructure and Environment Executive Agency, der i januar åbnede den nævnte undersøgelse af, hvordan forskning i blokering af solens stråler kan ske på ansvarlig vis i Arktis – gerne uden protester som i Nordsverige.

Artiklen blev først bragt på Altinget.dk/Arktis 27. juni 2024

Facing an unpredictable Russia, Greenland wants stronger relations with the US and Canada and a new high-level Arctic North American Forum for the leaders of all indigenous territories.

The government of Greenland — known as Naalakkersuisut — is proposing the creation of an Arctic North American Forum to strengthen ties with indigenous leadership and elected assemblies in Nunavut, Nunavik, the Northwest Territories and Yukon in Canada and their counterparts in Alaska.

Greenland’s first-ever foreign policy, defense and security strategy was published on February 21. In its foreword, Greenland’s foreign minister Vivian Motzfeldt writes that the government in Nuuk sees room for a forum where government decision-makers and parliamentarians in Alaska, Arctic Canada and Greenland can meet to share their experiences, learn from each other and initiate concrete collaborations.

The document ‘Cooperation in the Arctic’ outlines a security strategy for Greenland that emphasizes strengthening cooperation with its North American partners.

“Despite our differences, the diverse North American regions face many of the same challenges and opportunities that we do. We are all located in the Arctic region, with largely similar climates and coastlines along the Arctic Ocean,” the text reads.

Naallakkersuisut claims that indigenous leaders across North America would benefit from increased cooperation in such diverse fields as the social and health sectors, education, climate change adaptation, the development of mineral resources, mobility of mine workers, renewable energy, tourism and the arts.

Human rights and Russia sanctions

The 27-page strategy, hints at the country’s concerns about a potential arms race with Russia in the Arctic, brought about by Russia’s invasion of Ukraine and its continued military build up in the Arctic.

Greenland’s new strategy underscores Naalakkersuisut’s commitment to international human rights conventions and Greenland’s long-standing commitment to western and pan-Arctic alliances and institutions such as NATO, the EU, the Arctic Council, the Inuit Circumpolar Council and the Nordic Council.

Greenland seeks to open a representative office with the UN in New York, place an official with the UN in Geneva and expand relations with Canada through the opening of a representative office in Ottawa. A similar office in Washington was opened in 2014.

Greenland also subscribes to current western sanctions against Russia and acknowledges that the Arctic security landscape is changing as a result of Russia’s invasion of Ukraine.

“Decisions on security and defense policy must be made — also in Greenland and in the Arctic whether we like it or not. We must contribute to these discussions and decisions in a qualified way,” the strategy states.

It does not mention Russia directly, but highlights how Greenland is threatened by “covert operations that strike civilian infrastructure and communications with no respect for international law, even in our part of the world”.

“Greenland is also subject to malicious cyber attacks, and we consequently need to do more to protect our critical infrastructure and strengthen our capacity in this area,” the strategy reads.

A Peace Center in Nuuk

Naalakkersuisut stresses Greenland’s commitment to continued security cooperation with the US, which runs Pituffik Space Base, a military base in North Greenland. A sophisticated radar at the base is part of an early warning system designed to protect the US against missile attacks, not least from the Russian Arctic. The document states that the US remains one of Greenland’s closest allies. Denmark’s Arctic Command, headquartered in Nuuk, still protects Greenland’s borders, but Naalakkersuisut is aware that Denmark’s military powers are limited.

“Under the Defense Agreement of 1951, the United States is effectively the defender of Greenland in the event of a military conflict. Furthermore, Pituffik Space Base constitutes a key component of US national security. Greenland intends to continue its productive dialogue with the United States on defense issues, bearing in mind that we play a key role in the defense of the United States against external threats, especially from the Arctic region,” the strategy reads.

Uffe Østergaard, professor emeritus of European history at Copenhagen Business School, finds that the strategy broadly aligns Greenland’s position with that of the broader Kingdom of Denmark, to which Greenland belongs, but he finds the new approach to the US somewhat limited.

“Greenland appears happy about the US interest in Greenland, but the strategy contains very little analysis of this interest. It mentions Pituffik Space Base, but there is nothing about US interests in Greenland’s minerals, the new Arctic shipping routes or other of Greenland’s important resources,” he told Arctic Today.

A region of peace

In the new strategy Naalakkersuisut stresses Greenland’s long-standing position that the Arctic should remain a low-tension region. It has long been the view in Nuuk that an arms race and increased military presence in the Arctic will not benefit indigenous communities.

“We cannot be naïve. But we must never waiver when it comes to peace. We need to observe and study how peace is maintained and achieved elsewhere in the world. Unlike many other regions of the world, the Arctic has not witnessed the destructive power of countless wars,” the strategy says.

To that end, Greenland will establish a Peace Center in Greenland, hopefully in collaboration with external contributors, with a focus on peace in the Arctic.

Greenland’s government also spells out its position that no non-Arctic states should aim for increased permanent military presence in the Arctic, an argument that seems to relate to current debates about NATO’s future plans in the region. At their summit last July, the NATO governments agreed that NATO should design its first regional plan for the North Atlantic and the Arctic.

“We are opposed to non-Arctic countries expanding their permanent military capabilities in the region, thereby contributing to a militarization of the Arctic. This must be avoided. Greenland also encourages all Arctic States to exercise restraint with regard to any military build-up,” the strategy says.

While Naalakkersuisut has signalled that it opposes a stronger military presence in the region, it has acknowledged the need for increased monitoring of military activity in and around Greenland and in the Arctic as a whole.

Special mention is made of the so-called GIUK straits between Greenland, Iceland and the UK, where the defense forces of the US, Norway, Denmark, the UK and others are already on frequent alert for Russian military submarines and other vessels.

“With increased participation, Greenland will also be able to contribute to monitoring the seas between Greenland, Iceland and the United Kingdom, a naval choke point commonly referred to as the GIUK gap. At the same time, we will strive to maintain low tension in the region,” the strategy says.

Cooperation with China?

The new strategy also addresses the thorny issue of Greenland’s relations with China.

Denmark and the US harbor serious concerns that China may gain significant  influence in Greenland, which has a population of just 56,000.

China is already one of the biggest markets for fish and shrimps produced in Greenland and in 2023 Greenland opened a representative office in Beijing. Private Chinese firms have shown significant interests in Greenland’s rich mineral resources, including some of the world’s largest deposits of rare earth minerals, and in 2018, one of China’s largest construction companies, China Communications Construction Company Ltd, was invited by Nuuk to enter a bid for the construction of two large airports in Greenland—a prospect that the Danish government put a stop to.

In Greenland’s new foreign policy strategy, Naalakkersuisut reiterates its position that Greenland is free to trade with any partner.

“We intend to attract investments in suitable sectors from like-minded countries that share our values. However, Greenland will not exclude cooperation with countries that accept and respect our values and legislation. Work has begun on drafting an investment screening law,” the strategy goes.

Elsewhere in the document, however, Naalakkersusiut promises to establish by law a new screening process for foreign investments in Greenland. It also says that new security considerations will be taken into the equation when considering foreign investments from debatable origins—read China—should become relevant again.

More trade with the US and Canada

China and other Asian economies remain prime targets for Greenland’s exports of seafood, but in its new strategy Naalakkersuisut places an even stronger emphasis on increased trade with the US and Canada.

“We must work to strengthen supply chain security in an unstable world and explore ways to expand trade with our large North American neighbors. Today, there are trade barriers that severely impede the free ex- change of goods and services, and can only be removed through political solutions,” the strategy goes.

“For many years, Greenland has not engaged in much trade with our close neighbors to the west and southwest. We need to change that, which is why we are focusing on markets in North America, for both imports and export,” the text says.

Deliberations in Greenland about the new strategy have delayed for two years a broader Arctic Strategy for the Kingdom of Denmark, to which Greenland belongs. The Kingdom’s Arctic Strategy expired in 2021, and Denmark is presently the only Arctic country without an active Arctic strategy.

Denmark holds sovereignty over Greenland and the semi-autonomous government in Nuuk has no formal influence on the Kingdom’s defense and security policies. In the last couple of years, however, Greenland’s political leaders have been much more closely involved in negotiations with Denmark about the Kingdom’s defense and security in the Arctic.

You can read more on Greenland’s security strategy on the Arctic Institute’s website.

The text was first published on ArcticToday.com Feb. 27th 2024

Afløseren for Aki-Matilda Høegh-Dam vil tale grønlandsk under åbningsdebatten 5. oktober. Og samtidig slår en ekspert fast, at mindre end en fjerdedel af grønlænderne vil kunne klare sig i Folketinget på dansk.

Folketingets præsidium med formanden Søren Gade i spidsen har så vidt vides endnu ikke noget færdigt svar til de grønlandske politikere, der gerne vil tale grønlandsk fra talerstolen – og nu begynder det at haste.

22. september rejser Aki-Matilda Høegh-Dam, folketingsmedlem for det grønlandske parti Siumut, 14 dage på studieophold i USA, og hendes vikar og partifælle, Markus E. Olsen, har bebudet, at han vil tale grønlandsk i hvert fald under åbningsdebatten i Folketinget 5. oktober.

Markus E. Olsen ønsker at tale grønlandsk under åbningsdebatten 5. oktober. Foto: Siumut

“Når grønlænderne ikke kan tale på deres eget modersmål, bliver de ikke værdsat, som de er. Der skal være ligeværdighed. Alt er på danske præmisser. Sådan har det været i 300 år, og jeg synes, at det må være nok,” siger han, da jeg ringer til ham i Sisimiut, hvor han bor.

“Danskerne har… hvad siger man på dansk… taget det for givet, at grønlænderne bare kan tale dansk. At det er sådan, det skal være. I 300 år har man bare vænnet sig til, at grønlænderne skal gøre alting på dansk. At vi skal leve på dansk,” siger han.Markus E. Olsen glæder sig til Folketinget: “Det er som at få en gave på sin fødselsdag at få lov at tale fra Folketingets talerstol,” siger han. Han har været aktivt medlem af Siumut stort set ubrudt siden 1980’erne og arbejdede i en periode som partisekretær under partiformanden, landsstyreformand Hans Enoksen tilbage i nullerne.

Markus E. Olsen er uddannet teolog fra pastoralseminariet på Vartov i København og fungerede som præst i Nuuk indtil juni i år. Her blev han afskediget efter en prædiken, hvor han blandt andet undlod at velsigne dronning Margrethe og i øvrigt involverede en trommedanser.

I telefonen fra Sisimiut udtrykker han sig på et absolut forståeligt dansk, men det er tydeligvis også sandt, når han siger at, “hvis jeg skal udtrykke essensen, gør jeg det meget bedre på mit modersmål.” Han leder gerne i lidt tid efter de rette ord og vendinger, før han former sætninger på dansk.

Han forestiller sig, at han måske vil indlede sin tale under åbningsdebatten i oktober på dansk for at forklare, hvorfor han gerne vil holde resten af talen på grønlandsk. Han har ingen fast plan for, hvordan han vil svare på eventuelle spørgsmål under debatten: “Måske kan jeg få hjælp af en tolk,” funderer han. Han understreger, at hans ønske om at tale grønlandsk ikke er “for at drille”; han ønsker primært at udtrykke sig klart.

Forbud kommer næppe på tale

Sproget har altid været et sprængfarligt tema i Grønland, og mange vil følge præsidiets videre reaktion på udfordringen. At forbyde Markus E. Olsen at tale grønlandsk fra talerstolen – eller Aki-Matilda Høegh-Dam, når hun kommer hjem – kommer næppe på tale. Et forbud vil rejse en storm af anseelige dimensioner i Grønland, og flere af Folketingets tungeste aktører, herunder statsminister Mette Frederiksen og Søren Gade, har da også allerede udtrykt sympati for den grundtanke, at grønlændere og færinger bør have lov til at udtrykke sig på deres modersmål i Folketinget. (Ingen taler endnu om de 15.000 medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland, men det kan komme). Desuden er tiden ikke til firkantede afvisninger eller kantede løsninger på dilemmaer, der handler om repræsentation, respekt for mindretal eller identitetspolitik. Ingen ønsker sig endnu et umuligt skænderi med Grønland; en løsning skal findes, ikke mindst fordi problemet stikker så dybt og i så mange retninger, at det kan antage helt umulige former, hvis det får lov at vokse.

Eksempelvis hører det med til konteksten, at langt de fleste grønlændere i praksis ikke har nogen reel mulighed for at udnytte deres ret til at blive valgt til og lade sig høre i Folketinget, så længe grønlandsk ikke er arbejdssprog i Folketinget. Jeg spurgte lingvisten Per Langgård, chefkonsulent på Grønlands Sprogsekretariat, hvor mange i Grønland, der taler dansk. Per Langgård var i mange år universitetslektor i grønlandsk på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, og han understreger først, at “det er der ikke et levende Guds øje, der ved.”

Sprogkundskaber registreres ingen steder i Grønland. Et ganske lille mindretal af grønlænderne i Grønland taler primært dansk; det gælder eksempelvis Landsstyrets finansansvarlige, Naaja Nathanielsen. Hvor mange af de øvrige grønlændere, der mestrer dansk er ikke registreret, men Per Langgård har arbejdet med sproget i Grønland siden 1972 og tør godt give et bud:

“Hvis vi taler om folk, der funktionelt er tosprogede og som altså foruden grønlandsk kan dansk nok til at klare sig, så tror jeg, at vi er nede på cirka 25 procent af befolkningen,” siger han.

“Det vil sige, at de kan møde en dansktalende medarbejder på kommunen eller en læge, der kun taler dansk, og stadig være heldige at lande på benene,” siger han.

Gruppen, der vil kunne klare sig på dansk i Folketinget, hvor et mere fuldgyldigt dansk i øjeblikket må anses for en forudsætning, er endnu mindre. Denne gruppe tæller efter Per Langgårds skøn mindre end hver fjerde grønlænder. Mere end 75 procent af grønlænderne vil med andre ord ifølge hans skøn ikke kunne holde en almindelig tale i Folketinget på funktionsdueligt dansk; de vil ikke kunne følge forhandlinger i salen eller deltage meningsfuldt på dansk i et udvalgsmøde – og dilemmaet er voksende.

“Jeg oplever, at danskkundskaberne falder betydeligt i dag,” siger Langgård. For folketingets præsidiums overvejelser hører det altså med, at mindre end en fjerdedel og stadig færre i Grønland efter Per Langgårds skøn reelt har mulighed for at agere meningsfuldt i Folketinget, så længe grønlandsk ikke i en eller anden grad accepteres som arbejdssprog. En del vil givetvis mene, at det er demokratisk problem uanset, at det principielt står enhver frit for at lære dansk.

Præsidiet vil i den forbindelse sikkert huske, at retten til at vælge to medlemmer af Folketinget blev fremhævet som en af de absolut vigtigste gevinster, da Danmark tilbage i 1950’erne skulle forklare, hvorfor det var attraktivt for grønlænderne at bytte den gamle status som koloni ud med fuld indlemmelse i Danmark.

Dengang var det et mål for ledende grønlandske kræfter, at så mange som muligt i Grønland skulle lære godt dansk. De opfattede det danske sprog som et middel til dannelse, fremskridt og ligeværd.

Vokser man op som grønlandsktalende, koster det gerne blod, sved og tårer at lære dansk, men dengang så ingen rigtig nogen vej udenom, hvis Grønland skulle nyde modernitetens frugter. Siden er billedet ændret betragteligt. I dag diskuteres det hyppigt, om ikke Grønland var bedre tjent med at udskifte dansk med engelsk som andet hovedsprog, sådan som man har gjort på Island. Unge i Grønland lærer alligevel engelsk fra de sociale medier, fra film og spil på nettet og i skolen – foruden de dele dansk, de får med sig fra skolen.

Kolonitiden klæber stadig til sproget. Dansk vil altid være koloniherrens sprog med alt, hvad deraf følger af bevidst eller ubevidst afstand og modstand. Det er eksempelvis en kilde til evig irritation i Grønland, at mange institutioner – virksomheder, sundhedsvæsenet, domstolene og så videre – stadig ledes af dansktalende chefer. Præsidiets afgørelse over for dem, der vil tale grønlandsk i Folketinget, vil med andre ord blive tolket ind i en allerede velvoksen skov af frustrationer.

Tolkning til 200 millioner

Diskussionen om grønlænderes og færingers muligheder for at tale dansk i Folketinget blev for alvor katapultet ind i præsidiet og den offentlige debat, da Aki-Matilda Høegh-Dam 12. maj valgte at holde et indlæg på grønlandsk og efterfølgende svare på spørgsmål fra salen på grønlandsk. Tidspunktet var ikke tilfældigt valgt: På dagsordenen stod statsministerens årlige redegørelse for rigsfællesskabets aktuelle tilstand.

Høegh-Dams aktion fik for en kort, historisk stund den parlamentariske debat til at bryde sammen, og en hidsig diskussion brød efterfølgende ud både i Danmark og i Grønland.

“Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i,” sagde Høegh-Dam til Ritzau.

Aki-Matilda Høegh-Dam holder sine følgere opdateret på de sociale medier. (Selfie)

Statsminister Mette Frederiksen og andre har siden som nævnt gjort klart, at en løsning bør findes. Problemet er blot hvilken. En enkelt tolk til en enkelt tale? Eller fuldbyrdet simultantolkning, så folketingsmedlemmer og vikarer fra Grønland eller Færøerne til enhver tid kan vælge at tale på modersmålet? Og betyder det så også, at de relevante dokumenter, uden hvilke folketingsarbejde ikke lader sig gøre, skal oversættes?

Sidst i august spurgte jeg Folketingets administration, om der var noget nyt fra præsidiet i sagen. Det var der ikke; jeg blev i stedet venligt henvist til en gammel pressemeddelelse fra juni.

“Ifølge et helt foreløbigt overslag vil det kunne koste mindst 200 millioner kroner om året at drive en tolkeordning i Folketinget med oversættelse til grønlandsk og færøsk. Hertil kommer etableringsomkostninger på mindst 40 millioner kroner,” lød det dengang.

De anonyme arbejdsheste i Folketingets administration havde sjovt nok ledt efter en løsning i Grønland:

“Overslaget tager udgangspunkt i den ordning, der findes i det grønlandske parlament, Inatsisartut. Her bliver tale simultantolket mellem grønlandsk og dansk, ligesom parlamentariske dokumenter bliver gjort tilgængelige på begge sprog. I forhold til Folketinget vil det skønsmæssigt indebære oversættelse af parlamentariske dokumenter på mindst 150.000 sider om året,” lød det i pressemeddelelsen.

Jeg spurgte dernæst i Nuuk, hvordan tolkningen dér konkret foregår. Grønlandsk lov siger, at alle forhandlinger i Inatsisartut, Grønlands parlament, som udgangspunkt foregår på grønlandsk, men denne grundregel har en afgørende fortsættelse: “Medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk”. Og videre: “Forhandlingerne i Inatsisartut med tilhørende bilag offentliggøres på grønlandsk og på dansk.”

Dansk tale i Inatsisartut

I praksis tales der ganske ofte dansk i Inatsisartut, uden at nogen studser over det. Landsstyrets eller Naalakkersuisuts finansansvarlige, Naaja Nathanielsen, taler som nævnt primært dansk – også, når hun optræder i Inatsisartut. Er man medlem eller gæst i den smukke parlamentssal i Nuuk, får man straks ved ankomst udleveret en øresnegl og kan herefter nyde godt af kontinuerlig, non-stop simultantolkning uanset, om man er til grønlandsk eller dansk. Tolkene arbejder i hold af tre. Tyve minutter hver – og så videre til den næste. Sådan går det i maksimalt syv timer, før kapaciteten for et tremandshold er brugt op.

Tolkningen sikrer, at hele befolkningen i Grønland – også de dansktalende – altid har mulighed for at følge de løbende transmissioner fra Inatsisartuts forhandlinger. Parlamentet har for tiden en normering på syv fastansatte tolke, der sammen med en freelancer foruden simultantolkningen i salen oversætter alle dokumenter, så alt foreligger på to sprog – herunder alt materiale til brug for udvalgsbehandlinger.

Jeg har endnu ikke fået oplyst, hvad denne herlighed koster, men det er udbredt viden i Grønland, at tolkningen er rasende dyr. Der er tolkeafdelinger i Inatsisartut, men også i centraladministrationen under Naalakkersuisut, på kommunen, på Dronning Ingrids Hospital med videre.

Det kan blandt andet derfor være hundesvært at opdrive kyndige tolke, der mestrer både dansk og grønlandsk og som ikke i forvejen er overbebyrdede, især hvis det kræves, at de skal simultantolke.

Det er med andre ord ikke overraskende, at Folketingets administration i juni nåede frem til, at fuldbyrdet tolkning til og fra grønlandsk vil koste 200 millioner om året; en sum Søren Gade tydeligvis fandt uden for det tåleliges grænser. Han bedyrede, at en løsning skulle findes, men lod også forstå, at regningen efter hans mening bør være noget mindre.

Vi får se, formentlig snart. Folketingets præsidium, der har det formelle ansvar, holder ordinært møde 18. september.

I Folketinget udtrykte Alternativet i 2018 støtte til tanken, og modellen sættes nu igen til debat i Grønland. Seminaret afholdes af den sikkerhedspolitiske tænketank Nasiffik på Grønlands Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier.

Rigsfællesskabets fremtid

Michael Zilmer-Johns, her med nu afdøde Suka Frederiksen, Grønlands første selvstændighedsminister, i NATOs hovedkvarter, Bruxelles, 2018. Foto: Selvstyret

For det tredje har to centrale iagttagere i Danmark netop efterlyst en mere systematisk dansk debat om rigsfællesskabets fremtid.

Mikaela Engell, der som rigsombudsmand var statsministerens forlængede arm i Nuuk i 11 år frem til 2022, og Michael Zilmer-Johns, der 1. februar afsluttede 44 års tjeneste i Udenrigstjenesten, beskrev i Weekendavisen sidst i marts rigsfællesskabet som henholdsvis dysfunktionelt, uværdigt, udlevet, utilfredsstillende og plaget af mistillid.

“Jeg synes, vi i Danmark skal tænke over, hvordan vi kunne lave en anden form for fællesskab, hvor vi starter som tre uafhængige nationer, der binder sig sammen igen, men på frivillig basis og som et tilvalg, og ikke kun fordi det er vores historiske arv. Vi har et problem, fordi rigsfællesskabet, som vi kender det, ikke kan rumme grønlændernes og færingernes helt legitime ønsker om selvstændighed og en mere selvstændig international rolle,” siger Zilmer-Johns blandt andet.

Han foreslår en dansk kommission, der som pendant til den grønlandske forfatningskommission og den tilsvarende proces på Færøerne skal producere danske forslag til, hvordan rigsfællesskabet kan finde en mere duelig afløser.

“Der er udbredt utilfredshed med konstruktionen, og så er det da forkert, at vi ikke har vores egen debat i Danmark om, hvordan et alternativ kunne se ud. Der er også elementer, der er problematiske for Danmark. Man kan jo eksempelvis diskutere, om det er rimeligt, at vælgerne i Grønland og på Færøerne skal være med til at bestemme, om Store Bededag skal afskaffes. Jeg synes, at vi skylder færingerne, grønlænderne og os selv at tænke med i stedet for at blive ved med at lappe på et rigsfællesskab, der ikke tilfredsstiller nogen af parterne,” siger han.

Grundlovsændring?

Spørgsmålet om grundloven er helt afgørende for diskussionerne om Færøernes og Grønlands eventuelle udtræden af kongeriget.

Selv de mest positivt indstillede danske politikere vil givetvis klø sig grundigt i håret en ekstra gang, hvis løsrivelse kræver en grundlovsændring.

Sådan en kræver først et flertal i Folketinget, dernæst et folketingsvalg og endnu en vedtagelse i et nyt Folketing. Herefter skal ændringen til folkeafstemning, hvor et flertal, som udgør mindst 40 procent af de stemmeberettigede, møder op og stemmer ja.

Rigtigt meget kan gå galt i den proces — uanset, hvad ændringen i øvrigt handler om. Det er intet under, at grundloven kun er ændret fire gange siden tilblivelsen i 1849.

Det korte svar er nej

Jeg spurgte statsretseksperten Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus i offentlig ret ved Juridisk Institut ved Aarhus Universitet, om han mener, at det vil kræve en ændring af grundloven, hvis Grønland forandrer status fra at være en del af kongeriget og i stedet genopstår som suveræn, selvstændig stat.

“Det korte svar er nej, det gør det ikke,” siger han.

Jørgen Albæk Jensen har sammen med sammen med sin kollega ved Aarhus Universitet, professor i statsforfatningsret Michael Hansen Jensen og den nuværende højesteretspræsident Jens Peter Christensen, der i en årrække var professor i offentlig ret ved Aarhus Universitet, skrevet lærebogen Dansk Statsret, som hører til det faste pensum på universiteterne. I 2015 udgav samme trio en ny 518-sider lang kommenteret udgave af grundloven på DJØF’s forlag.

“Den centrale bestemmelse i denne sammenhæng er grundlovens paragraf 19 stk 1,” siger Jørgen Albæk Jensen.

“Den siger, at hvis man vil indskrænke rigets område, som vi taler om i det her tilfælde, så kan det gøres ved en regeringsbeslutning, der skal godkendes af Folketinget. Det er for så vidt de formelle krav, der er. En del andre love vil formentlig trænge til at blive lavet om som følge af processen, men grundloven kræver ikke andre procedurer i den sammenhæng,” siger han.

“Vi har også grundlovens paragraf 1, der siger, at grundloven gælder hele Danmarks Rige, men Danmarks Rige er jo netop ikke defineret i grundloven. Hvis man vil afgive noget af Danmarks Rige, så kan man gøre det, og så gælder grundloven bare ikke længere der,” siger han.

Samme konklusion nåede Jens Peter Christensen, Højesterets nuværende præsident, kort før årtusindskiftet i “Notat af 22. juni 1999 om visse statsretlige aspekter af de færøske planer om oprettelse af en suveræn stat”.

De færøske politikere havde bedt om juridisk input forud for forhandlinger om løsrivelse med Poul Nyrup Rasmussens regering, og de blev næppe kede af svaret.

De to folketingsmedlemmer

De to nuværende grønlandske MF’ere: Aaja Chemnitz (AI, th.) og Aki-Mathilda Høegh-Dam (S). Foto: Paninnguaq Steenholdt, KNR

Og hvad så med de to grønlandske og de to færøske medlemmer af Folketinget? De er nævnt i grundlovens § 28: “Folketinget udgør een forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland,” lyder det.

Man kunne tro, at en grundlovsændring så alligevel vil være nødvendig, men sådan ser juristerne det ikke:

“Der er almindelig enighed blandt de skriftkloge, som jeg i en eller anden grad hører til, om at det skal forstås på den måde, at så længe Grønland er en del af Danmarks Rige, skal to folketingsmedlemmer vælges i Grønland, men så snart Grønland ikke er en del af riget længere, så bliver bestemmelsen nytteløs eller falder væk, om du vil,” siger Jørgen Albæk Jensen.

Teksten her blev først offentliggjort på Altinget/Arktis 20. april 2023

Alle bibliotekter i kongeriget har nu modtaget en fag-vurdering – en såkaldt lektørudtalelse – af min bog “Grønland og den amerikanske forbindelse” fra Bibliotekscentralen (som i dag hedder DBC). Den er jeg rigtig glad og stolt over: “Journalist Martin Breum er en kapacitet på området Grønland og Arktis, og hans enorme viden gør bogen til et interessant og informativt indspark om en aktuel politisk situation. Velegnet som debatbog, ” står der så sandelig. Bogen udkom i efteråret 2021 først som lydbog og e-bog fra Gyldendal og dernæst som trykt bog fra mit eget forlag HAMACOM. Om nogle uger udkommer bogen som lydbog på grønlandsk, oversat og indtalt af Mariia Simonsen. Tryk her, hvis du vil købe dit eget eksemplar. Jeg tillader mig at bringe hele lektørudtalelsen her:

Grønland og den amerikanske forbindelse : om købstilbud, løsrivelse og kongerigets skæbne
Forfatter: Martin Breum
Materialevurdering
Kort om bogen

Kom med bag om den amerikanske interesse for Grønland, som
trækker tråde både til fortid og fremtid. For læsere med
interesse for Grønland og storpolitik

Beskrivelse

I 2019 meddeler den amerikanske præsident Donald Trump, at
han gerne vil købe Grønland. I Danmark vækker udsagnet
primært vrede, men i Grønland er der en del, heriblandt den
unge politiker Aki-Mathilda Høegh-Dam, der ser tilbuddet som
en mulighed for at skabe en uafhængig stat. Det er hun ikke
alene om. Trumps købstilbud repræsenterede en amerikansk
interesse, der nu vokser videre hos Joe Biden, og som i Grønland
skaber en ny tro på fremtiden. Martin Breum diskuterer åbent
spørgsmål om, hvad USA’s egentlige mål er i Grønland? Hvordan
bør den danske regering og Grønlands ledere forholde sig, og
hvorfor reagerer danskere og grønlændere så forskelligt?
Forfatteren er en af Danmarks førende iagttagere af udviklingen i
Arktis og i rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og
Færøerne. Han har skrevet flere bøger og i 2016 producerede
han sammen med Jakob Gottschau tv-dokumentarserien
“Rigsfællesskabets historie” til DR

Vurdering

Journalist Martin Breum er en kapacitet på området Grønland og
Arktis, og hans enorme viden gør bogen til et interessant og
informativt indspark om en aktuel politisk situation. Velegnet
som debatbog

Andre bøger om samme emne

Det er oplagt at henvise til forfatterens øvrige værker: Hvis
Grønland river sig løs og Balladen om Grønland

Til bibliotekaren

Anbefales

Materialet er vurderet af: Pernille Poulsen

Bog
Sprog: Dansk
1. udgave, 1. oplag (2021)
Hamacom (2021)
ISBN: 9788797343807
Faustnummer: 61636145
188 sider
Opstilling: 46.79

Den følgende artikel stod først at læse i Weekendavisen i november 2021, herefter på nyhedssitet High North News i Norge. Nogle dage efter blev udenrigsminister Jeppe Kofod spurgt i Folketinget, hvad regeringen vidste om USAs planer for opgradering af Thule Air Base. Jeppe Kofods svar, der forelå på skrift den 14. december 2021, lød som følger:

Regeringen og Naalakkersuisut bliver løbende holdt orienteret af amerikanske myndigheder om aktiviteter på Pituffik/Thulebasen,
herunder i regi af det såkaldte Permanente Udvalg. Udenrigsministeriet og Naalakkersuisut er bekendt med den i artiklen omtalte markedsanalyse. De amerikanske myndigheder har oplyst, at markedsanalysen for indeværende
ikke har resulteret i konkrete udbud, og har således ikke afstedkommet bygge- eller anlægsaktiviteter på basen. Fra amerikansk side, forventes det heller ikke at være nært forestående

Og her kommer så min artikel, sådan som den lød i Weekendavisen og – på norsk – på High North News:

Der var en grund til, at Donald Trump ville købe Grønland. Polarisens forsvinden og Ruslands oprustning i Arktis har gjort Grønland uomgængelig for USAs egen militære sikkerhed, og en række signaler tyder på, at handlingens fase nu nærmer sig.

Thule Air Base blev bygget i 1950’erne og er løbende blevet opgraderet – omend en del bygninger stadig er fra 1950’erne

Det amerikanske forsvar vil ifølge flere kilder inden for kort tid iværksætte en omfattende opgradering af Thule Air Base — måske den største, siden basens oprindelse i 1950’erne. 

Opgraderingen er ikke formelt bekræftet af de amerikanske myndigheder, der er endnu ikke tale om stikfaste beviser, men det amerikanske forsvars voksende aktivitet i Thule, den forstærkede brug af norske baser plus vedholdende forlydender i den danske byggebranche og i det danske forsvar tegner et påfaldende mønster.

De amerikanske ingeniørtropper, the US Corps of Engineers, efterlyste allerede i september 2020 rådgivende ingeniører, der vil påtage at styre en opgradering af basen. Budgettet alene til rådgivningen lød på 250.000.000 USD eller cirka 1,6 milliarder kroner, og kilder i branchen regner nu med, at et reelt udbud vil blive offentliggjort måske allerede i december eller i første halvdel af 2022.

Topfolk i det danske forsvar taler om, at basen formentlig skal klargøres, så den til enhver tid kan modtage, bevæbne og servicere et større antal – måske helt op til “et trecifret antal” – bombefly, tankfly m.v. plus hundreder, måske flere tusinde supporterende tropper i tilfælde af øget spænding eller egentlig militær konfrontation med Rusland i Arktis.

Amerikanernes genopblussede interesse for Thulebasen er i det hele taget velkendt i forsvaret. Det amerikanske luftvåben gennemførte under kodenavnet Amalgam Dart i august 2020 og i maj i år sammen Canadas luftvåben store øvelser med jagerfly og lufttankning i Arktis, hvor Thulebasen spillede en hovedrolle. 

Et dansk entreprenørselskab har bygget nye bremse-anlæg til jagerfly på basen – såkaldte tail-hooks, der blandt andet skal forhindre jagerfly i glide, hvis landingsbanerne er isglatte, og de danske myndigheder er blevet orienteret om, at en ellers nøje planlagt skrotning af basens ældste hangarer og barakker, hvoraf flere er fra 1950’erne, nu er aflyst.

Thule Air Base, der dækker et område på mere end 600 kvadratkilomter. Kun en mindre del er bebygget – her er hangarer, runways, værksteder, hospital m.v. Basen drives af det amerikanske luftvåben længst mod nord i Vestgrønland

En af Canadas mest garvede iagttagere af den militære udvikling i Arktis, professor Rob Huebert fra Department of Political Science ved University of Calgary, mener, at USA er ved at opbygge militær kapacitet i Arktis, der skal kunne knuse Ruslands evne til at affyre sine nye, ekstremt hurtige og manøvredygtige såkaldte hypersoniske missiler fra fly, skibe eller landanlæg i Arktis. 

“En opgradering af Thulebasen vil passe fint ind i det mønster, der allerede tegnes af det amerikanske forsvar i Nordnorge og på USAs egne anlæg i Alaska“ siger Huebert til Weekendavisen.

“Det er en simpel analyse. Man har simpelthen kortere reaktionstid i dag, end tidligere, og amerikanerne mener, at de må gøre noget ved det. En opgradering af Thule Air Base vil reelt bare sige, at amerikanerne investerer præcis, som de har skrevet i deres strategier over de sidste par år, at de vil gøre,” siger han.

  De amerikanske strateger har hidtil satset på varsler fra Thule om missiler, der affyres fra Rusland, før missilerne nåede USA; en stor radar vendt mod nord har i de seneste årtier udgjort den afgørende komponent på basen. Radarvarslerne skulle sikre, at den amerikanske befolkning blev advaret i tilfælde af missilangreb, og at det amerikanske forsvar kunne nå at gøre, hvad der var muligt, for at afværge et angreb – uanset, om det gjaldt missiler affyret fra Rusland eller russiske fly på vej mod USA. I dag anses denne form for varsling ikke længere for tilstrækkelig. 

Ruslands nye Nagurskoye-luftbase på øgruppen Franz Josef Land kun 900 km fra Nordpolen ligger så tæt på Thulebasen og det amerikanske fastland, at det for alvor foruroliger strategerne, og der er mange andre nye russiske anlæg, fly og skibe i Arktis, hvorfra både de nye hypersoniske og mindre sofistikerede missiler kan affyres. 

Det amerikanske modsvar er ifølge Rob Huebert, at alt, hvad der er til rådighed af baser for amerikanerne i Arktis, nu klargøres, så amerikanske jagerfly, bombefly og fly til lufttankning kan hidkaldes, hvis krisen indtræffer. På baserne kan flyene gøres klar til at destruere selve de anlæg, hvorfra Ruslands nye missiler kan affyres – russiske bombefly, skibe, ubåde og landanlæg. I fredstid holdes baserne i permanent klar-tilstand med fyldte brændstofdepoter, ammunition, reservedele, sneryddede landingsbaner, dåsemad på lageret o.s.v., men uden den skarpslebne krisebesætning. 

Politisk spiselig

Chefen for Forsvarsakademiets Center for Luftoperationer, major Karsten Marrup er stort set enig med Rob Huebert: 

“Det handler om at dominere luftrummet, og det betyder, at man også beskytter sig mod de platforme, der kan affyre missilerne. Og det er ikke kun de hypersoniske missiler, der bekymrer USA. Rusland har mange andre langtrækkende våbensystemer i Arktis,” siger han. Han sender et uddrag af US Air Force’s nye arktiske strategi fra 2020, hvor det fremgår, at flyvevåbnet vil sikre, at Thulebasen “matcher fremtidens operationelle behov”. 

Karsten Marrup understreger, at han ingen konkrete oplysninger har om en forestående opgradering. Han forestiller sig dog ligesom Rob Huebert, at de amerikanske strateger vil foretrække en model, hvor Thulebasen klargøres til modtagelse af fly og personnel, mens den daglige bemanding næppe vil vokse væsentligt, selvom russernes baser i nord er mere permanent bemandet. En sådan løsning vil spare penge og gøre opgraderingen i Thule politisk mere spiselig også  for den danske regering og for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre. Begge fastholder gerne, at Arktis også i fremtiden bør være et lavspændingsområde. 

Thulebasen huser i dag ingen faste fly og kun ca. 250 amerikanske tropper. En opgradering med henblik på deployering af et større antal fly, militære mekanikere og ammunitionseksperter vil uvægerligt skabe politisk opmærksomhed især blandt dem, der allerede ser et sikkerhedsdilemma i Arktis: USA opruster, fordi Rusland gør det og vica versa, og for hver tur i karrusellen vokser risikoen for fejl og utilsigtede, fatale sammenstød.

USA’s oprustning i Arktis har stået på i nogen tid. En massiv flådeøvelse i Nordatlanten, Trident Juncture, bragte i 2018 amerikanske flådefartøjer tættere på de russiske atombaser vest for Murmansk end på noget andet tidspunkt siden den kolde krig, og tidligere i år indgik Washington en aftale med Norge, der sikrer USAs forsvar uhindret adgang til fire norske militæranlæg, herunder en luftbase ved Evenes ved Lofoten og en marinebase tæt på Narvik. Amerikanske kampfly, flådeskibe og ubåde gennemfører nu øvelsesmissioner fra Nordnorge og videre op mod Ruslands mest sensitive atombaser og missildepoter på Kola-halvøen.

Seks milliarder

Vi ved ikke præcis, hvornår en opgradering i Thule vil ske eller præcis, hvad den vil indebære. Iagttagerne fra de danske virksomheder, der håber på lukrative kontrakter, bygger deres forventninger alene på oplysninger fra partnere i Nordamerika og på opslaget fra de amerikanske ingeniørtropper fra 2020. Det syv siders tekniske opslag viste, at USA sigter på opgradering eller nyopførsel på den 625 kvadratkilometer store base af “adskillige hangarer og bygninger, træningsfaciliteter, landingsbaner, brændstofsanlæg, ammunitionsdepoter, spisehaller, barakker, kontorer, laboratorier”, og at alt selvsagt skal sikres mod snemasserne, stormene og den dybe frost og i øvrigt forsynes med brandsikring, cybersecurity, intern tv-kommunikation m.v.

Budgettet alene for de rådgivende ingeniører lød som nævnt på cirka 1,6 milliarder kroner, der skal strækkes over fem år, og fagfolkene gætter på et samlet anlægsbudget på mellem fem og ti milliarder. Flere af de danske selskaber indgår i konsortier med selskaber i USA eller Canada, der nøje overvåger ethvert signal fra de amerikanske ingeniørtropper, og opfattelsen er som nævnt nu, at et udbud til rådgiverne vil blive offentliggjort inden længe. 

Den danske regering og Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, har ifølge Weekendavisens kilder i nogen tid været orienteret om USA’s generelle ønske om at modernisere Thule-basen, men ikke om konkrete byggeplaner, og USAs ambassade i København har ikke ønsket at kommentere Weekendavisens oplysninger. Flere Arktis-kyndige advarer mod overfortolkning af de foreløbige budgettal, fordi byggeri i Arktis altid er dyrt. Selv fem-ti milliarder kroner betyder ikke nødvendigvis, at Thulebasen kan opgraderes hurtigt eller massivt, siger de.

Grønlandsk gevinst

Grønland står i alle tilfælde til gevinst. Allerede i Trump-administrationens dage blev det besluttet, at kontrakter på den civile servicering af Thulebasen igen fra 2024 kun kan tildeles selskaber, der betaler skat i Grønland, og det amerikanske luftvåben offentliggjorde 5. oktober i år et udkast til den såkaldte service-kontrakt, der skal gælde fra ultimo 2023.

Kontrakten gælder vedligehold af basens fysiske anlæg plus hospital- og  brandvæsen, snerydning, vandforsyning, mad, rengøring osv. Den gælder ligesom de forventede kontrakter til den fysiske opgradering i milliardklassen, og Grønland kan regne med store indtægter fra skatter og andre goder, der endda vil vokse i takt med enhver opgradering. Det sikrer dog ikke nødvendigvis applaus: 

“En stor opgradering kan være i modstrid med Naalakkersuisuts ønske om lavspænding i Arktis,” siger formanden for det danske Folketings Grønlandsudvalg, Aaja Chemnitz-Larsen fra det grønlandske regeringsparti IA. 

“Jeg har godt hørt om et udbud. Man skal være naiv, hvis man ikke forventer en opgradering af basen, men det må i det mindste ske i samarbejde med os, og vi er ikke blevet orienteret,” siger hun. 

We were a team of five from the Leister Expedition Around North Greenland 2021, a Swiss-Danish scientific expedition, that landed on the island in a small chartered helicopter in late July.

We were convinced that we had landed on Oodaap Qeqertaa — or Oodaaq Island — an islet north of Greenland first sighted in 1978 by Danish geodesists and identified as the northernmost of its kind.

It was approaching midnight, when, unhindered by fog or any other onslaught of nasty weather, we set out from our quarters at a mining camp in Citronen Fjord.

Parts of our team flew in a Twin Otter toward Cape Morris Jesup, the northernmost tip of Greenland’s landmass and thus the northernmost point of land in the world, while the rest of us made a detour with the helicopter trying to locate Oodaap Qeqertaa and, if possible, make a brief landing there.

We flew for about an hour over the wondrously majestic mountains of Pearyland, Greenland’s northernmost glacier-graced region, and then conducted a brief search of the shallow waters beyond of the flat reaches of northern Greenland’s coastal planes. Above the icy waters, resplendent in the late-night sun, the pilot soon spotted what we all agreed had to be Oodaap Qeqertaa.

The pilot scanned the area for polar bears and then landed on this otherwise stark, unassuming bank of gravel, sea ice, windblown snow patches, yellowish mud and a number of cone-shaped piles of gravel and rock, each standing a meter or two high. The coordinates on the helicopter’s instrument panel told us that we were at 83° 40′ 59.1″ North and 030° 41′ 52.2″ West. The precise size of the islet was hard to ascertain as it was ringed by ice, but I guessed it was less than 30 meters from one end to the other; a more serious estimation later concluded that it is perhaps 60 x 80 meters. Much is covered by icefloes, so the exact size is hard to ascertain.

We didn’t spend much time there, less than an hour, but, as I related in an earlier account, we managed a brief ceremonial swim; it wasn’t particularly pleasant, but it was a fitting gesture to mark a special moment.

A camera drone was launched, a small cairn was built and a notice left in the name of the expedition. Our expedition coordinator, Morten Rasch, a Danish coastal geomorphologist, waved a Greenlandic flag. Oodaap Qeqertaa was named after one of the legendary Greenlandic sled pilots from the Thule district, indispensable as they were to the early mapping of northern Greenland in the first part of the 20th century.

Not Oodaaq after all

It wasn’t until a couple of weeks later, when we had returned home, that we discovered to our surprise that we hadn’t been where we thought we were.

It began when an old acquaintance, Rene Forsberg, a professor at DTU Space, the Danish national space institute, heard through the grapevine about our expedition and the trip to what we at the time thought was Oodaap Qeqertaa. He wrote to ask for the precise coordinates of our helicopter’s landing spot and then subjected them to a more precise comparison with the coordinates of Oodaap Qeqertaa that were recorded in 1978.

It was at this time we learned that the precise positioning of the world’s northernmost island is more than a matter of idle trivia for the amusement of a group of adventurous spirits who share an interest in the Arctic.

Case in point: the location of Oodaap Qeqertaa, as it was registered in 1978, was used as the northernmost point on the coastline of Greenland by the Danish government and Greenland’s Self-Rule Authority in their 2014 joint submission to the UN Continental Shelf Commission. The submission makes the Kingdom of Denmark’s case for why it should be awarded the rights to vast tracts of seabed in the central part of the Arctic Ocean. Russia and Canada have their own substantial interests in this part of the ocean.

Forsberg and DTU Space are advisors to the Danish authorities, including the Foreign Ministry, in surveying Greenland and identifying its farthest reaches. He soon established that, according to our pilot’s coordinates, the island we visited on July 27 was positioned significantly further off the coast and to the north of the position registered for Oodaap Qeqertaa in 1978.

Forsberg has more than just a passing knowledge of the matter: as a student back in 1978, he was part of the official Danish expedition that first spotted Oodaap Qeqertaa and added it to the formal records, but his conclusion left no doubt.

“You were on something that lies some 800 meters further out than the old Oodaaq Ø,” he said, using the Danish name. “It is a new island that has not been mapped before, and you can be fairly certain that it is currently the northernmost island in the world. You have discovered an island that is of a type that comes and goes. I once flew over an island in this area and watched as it was flattened by three-meter-thick ice floe. The islands that American expeditions have identified at approximately the same latitude have most likely disappeared again. You can see them easily from a helicopter but you didn’t see any other than the one you landed on.”

Short-lived sister islands

Our belief that we had indeed been on world’s northernmost island, and that it had not been Oodaap Qeqertaa, grew stronger after reading an article in Polar Record 2019 titled “Oodaaq Ø and other short-lived islets north of Greenland,” by Danish geologist Ole Bennike and U.S. explorer Jeff Shea.

The two authors recounted how no less than seven small islands, including Oodaap Qeqertaa, have been registered in the shallow waters off the tip of Greenland since 1978 by Danish and American expeditions (which may account for some of the names given to them: 1996 American Top of the World Island, Stray Dog West and 2003 Euro-American Island). All of them seem to have disappeared again. According to Bennike and Shea, Oodaap Qeqertaa has not been seen since 1980, and there are no sightings of any of the other six registered islets after 2008.

Rasch, our coastal geomorphologist, who is the scientific director of Arctic Station, the oldest research station in Greenland, explained that an islet in these waters, formed by old moraine that has been pushed above the surface by sea ice, can disappear as rapidly as it comes when ice floes are shifted about in the shallow waters by winds, waves and currents.

We brought back Ziploc bags containing mud and gravel samples for analysis. These are currently being examined by another member of our expedition, Anders Priemé, a microbial ecologist with the Institute of Biology at the University of Copenhagen. He will attempt to isolate DNA from microorganisms in the samples, most likely bacteria, and compare them with international databases.

“Since there is a big difference between bacteria in soil and in marine environments, the composition of bacteria will reveal whether the island is mostly marine or terrestrial,” he wrote in an email. “It is most likely that we will find both types of bacteria, but I hope to find a dominance of bacteria from one of the two types of environments. And yes, if I only find bacteria from a marine environment, then it is probably not an island, but only marine mud, pushed upwards from the seabed more recently. And vice versa: if I find that terrestrial bacteria dominate, you were swimming from the world’s northernmost true island.”

Others may look for other proof. In order to determine whether a new feature is indeed a true island, hydrologists, for example, will typically ask whether it is dry at high tide. Unfortunately, we don’t know whether this was the case for the island we landed on, but since the tidal differences are not very significant in this part of Greenland, it is certainly likely this is the case.

A name for the new island?

The formal naming of the new island or islet, should it ever become relevant, will be a matter for the Greenlandic Council for Place Names, established by law in 2017. The days when passing expeditions could name mountains, fjords or islands in Greenland as they pleased are gone forever, although private citizens, including foreigners, are welcome to make suggestions. The council’s standard practice is to name new features in the Greenlandic language and according to local linguistic traditions, and not to use the names of living people, except those of the Danish royal family.

Meanwhile, more islands are likely to be sighted as the changing climate rapidly alters the face of Greenland. At Carlsberg Fjord, in northeastern Greenland, which we flew over on our way north, an outcropping at the mouth of the fjord recently turned out to be an island when the ice that had previously connected it to the coastline melted.

Further out at sea lies Tuppiap Qeqertaa (or Tobias’ Island), which might have been created quite recently by icebergs pushing up gravel and sediments from the seabed. A Danish expedition first raised flags here in 2001. Soon after, the island was used in negotiations with Norway to determine ownership of the seabed between Greenland and the islands of Svalbard, whose status as a part of Norway is the same as Greenland’s status within the Kingdom of Denmark. The outcome was that Greenland’s territory grew by more than 900 square kilometers of seabed. Tuppiap Qeqertaa now appears on its own Greenlandic stamp.

We probably shouldn’t expect the new islet to receive a comparable honor, but never mind: for the time being it, by all accounts, is the northernmost feature of its kind on Earth.

The Leister Expedition Around North Greenland 2021 traveled in Greenland from July 18-30. It was initiated and financed by Swiss industrialist Christiane Leister. Its primary purpose was to conduct research into climate change in the Arctic. On July 27, a team of five landed on the new island north of Greenland: head of expedition Christiane Leister, scientific coordinator Morten Rasch, artist Julian Charrière, expedition leader Henrik Lassen, Air Greenland helicopter pilot Søren Thor Jørgensen and Martin Breum, a Copenhagen-based journalist and author.

This text, which has been slighted edited to reflect what we now know of the size of the island, was first published on ArcticToday.com on August 27th 2021.