Martin Breum

Pointen for USA i Arktis er uforandret: De russiske nukleare kapaciteter i Arktis udgør ikke kun en trussel mod mål i Europa, men i mindst lige så høj grad mod de amerikanske storbyer. Det amerikanske forsvars opmærksomhed er derfor ekstra fokuseret i Arktis, og ikke blot på de russiske baser, ubåde og fly, men også på USA’s allierede, og hvad de bidrager med.

Truslen om atomkrig

Ruslands arktiske kapaciteter har direkte betydning for krigsførelsen i Ukraine på mindst to måder.

For den igangværende konventionelle krigsførelse gælder det for eksempel, at talrige af de kæmpende soldater i Ukraine har hjemsted på baserne i det russiske Arktis. Hundredvis, hvis ikke tusinder med hjemsted på baserne på Kola-halvøen i det nordvestligste Rusland, er allerede dræbt på slagmarken. Andre skarer af soldater fra samme baser er stadig i kamp.

Talrige militære fragtskibe har siden invasionen i Ukraine bragt kampvogne og andet tungt materiel fra baserne i Arktis ned langs Norges og Europas kyster til Krim og de ukrainske kyster mod syd.

Slagskibe med hjemsted i det russiske Arktis indgår med betydelig ildkraft i den russiske flådestyrke i Sortehavet og i Azov-havet syd for de russisk besatte områder i det østlige Ukraine, præcis som russiske slagskibe fra Arktis med bastant ildkraft har støttet præsident Assad i krigen i Syrien.

For det andet sikrer styrkerne i det russiske Arktis Ruslands evne til at opretholde en troværdig trussel om et nukleart angreb på USA eller Europa. En meget stor og voksende del af de fremføringsmidler, der er relevante, såfremt Putin eller andre i det russiske system for alvor skulle ønske at bringe et nukleart sprænghoved til udløsning over New York, London eller andre mål i Vesten, befinder sig i det russiske Arktis, og det er ventet, at yderligere kapaciteter flyttes herop i Nordflådens domæne ved Kola-halvøen i takt med, at Ruslands manøvrerum i Østersøen indskrænkes.

Det er som bekendt denne fortsatte evne til at true Vesten med det ultimative nukleare ragnarok, der nu i over et år har muliggjort Putins invasion i Ukraine og skabt udbredt usikkerhed om den vestlige støtte til Ukraine – herunder den lange beslutningstid forud for den danske og hollandske donation af F16-fly.

Det væsentligste i den aktuelle situation er dog nok, at Putins og den russiske forsvarsstabs behov for atomtruslen forventes at vokse i takt med, at Ruslands konventionelle styrker udmarves i Ukraine – og igen spiller kapaciteterne i Arktis en hovedrolle.

Eksempelvis var det efter alt at dømme netop for at udbasunere atomtruslens fortsatte aktualitet, at den russiske forsvarsminister Sergey Shoigu tidligere i august sammen med Aleksei Likahsev, chefen for Rosatom, det russiske atomagentur, der medvirker til udvikling og vedligeholdelse af det russiske atomarsenal, med fire helikoptere fløj til de Ruslands primære atomare testcentre på øgruppen Novaja Zelma i Det Arktiske Ocean.

Her ligger test- og udviklingsfaciliteter gravet ind i de tunneler i fjeldene, der udgør selve arnestedet for den russiske atommagt – og Shoigu lod straks videooptagelser af besøget offentliggøre.

Det var netop på Novaya Zemlya, at Rusland med mere end 130 testsprængninger fra 1954 til 1990 lagde grunden til det atomare våbenkapløb efter Anden Verdenskrig. Der er ikke foretaget prøvesprængninger på øerne siden 1990’erne, men ifølge det russiske forsvar fortsætter en sofistikeret udvikling af kernevåben netop på Novaya Zemlya.

Shoigu holdt kort før afgang en tale for spidsen af det russiske forsvarsministerium i Moskva om den øgede trussel mod Ruslands nukleare kapaciteter i nord, som Finlands og Sveriges optagelse i Nato i hans øjne har ført med sig; også denne tale blev offentliggjort.

Vi kender ikke forsvarsministerens bevæggrunde, men måske den russiske forsvarsstab netop nu har ekstra behov for den styrke, de mener, at en genopfrisket atomtrussel kan give.

Pres på Danmark og Grønland

Hvordan denne russiske aktivitet i Arktis hurtigt kan føre til øgede amerikanske krav til det danske forsvar og til Danmarks politiske håndtering af Grønland og Færøerne, som i forvejen er under amerikansk lup, fik vi en påmindelse om forleden i Foreign Policy.

Her kritiserede den tidligere stabschef i præsident Trumps National Security Council, Alexander B. Gray, både den danske, norske og canadiske håndtering af den russiske trussel i Arktis under overskriften “Natos nordlige flanke har for mange svage punkter.

Gray skriver om “substantielle svigt fra flere centrale medlemmer af alliancen, der undlader at løfte deres forpligtelser på trods af Moskvas kontinuerlige interesse i det høje nord”. Han kritiserer den danske regering især for ikke at agere bestemt nok over for Færøerne og Grønland, så disse dele af riget i stedet – i hans optik – ligger åbne for alt for megen russisk (og kinesisk) aktivitet.

Greys opråb lægger sig i tråd med de seneste års gentagne amerikanske kritik af den danske indsats i Arktis, som ingen af de hidtidige forøgelser af forsvarets kapacitet har fået til at forstumme.

USA forstærker i Arktis

Det amerikanske forsvar har øget sin egen indsats i Arktis betragteligt over kort tid. Efter en del års beskeden amerikansk interesse for Arktis, er amerikanske krigsskibe, ubåde, spionfly og kampfly nu hyppige i regionen. Den amerikanske second-fleet med særligt ansvar for Nordatlanten er genetableret.

Mere end 50 F-35 jagerfly er udstationeret alene i Alaska, og fra Island flyver USA jævnlige patruljer efter russiske ubåde med avancerede overvågnings- og kampfly. En ny ubådshavn ved Tromsø bruges flittigt, og USA’s atomubåde og flådeskibe ses nu også jævnligt på Færøerne.

Pentagon har etableret fire militære støttepunker i Norge, to i Nordnorge. Fra en ny luftbase ved Evenes syd for Tromsø skal amerikanske Poseidon-fly, der kan opdage og nedkæmpe ubåde, jage russiske ubåde i tandem med norske fly af samme type.

I vinter deltog marinesoldater fra USA i landøvelsen Freezing Winds i Finland, og i maj duvede et af klodens mægtigste krigsskibe, hangarskibet USS Gerald F. Ford langt op langs Norges vestkyst, righoldigt pakket med kampfly og soldater.

Hvor Nato-landenes primære forsvarslinje mod den russiske Nordflåde og de russiske missilbærende ubåde for få år siden lå cirka i farvandene ved Island, er forsvaret nu rykket langt længere mod nord. Eller som norske Tormod Heier, forskningschef på Forsvarets Høgskole i Oslo, forklarede mig tidligere på sommeren:

“Under Den Kolde Krig gik den amerikanske forsvarslinje i GIUK-stræderne mellem Grønland, Island og UK. I dag, 30 år senere, er linjen flyttet mod øst helt op til BEAR-gabet i Barentshavet mellem Hammerfest, Bjørnø og Svalbard. Altså langt tættere på den russiske nordflådes baser.”

Især Norge, USA og Storbritannien har i de seneste år stået bag dette markant skærpede militære pres på Ruslands arktiske atombaser. Presset for øget dansk deltagelse, herunder især øget overvågning i farvandene og luftrummet øst for Grønland og ved Færøerne, er velkendt, og krigen i Ukraine skaber givetvis, som Alexander Grey demonstrerer i Foreign Policy, ønske om mere.

Atomtruslen fra det russiske Arktis er ikke uden indhold, og både forsvarsminister Shoigu og andre ventes som nævnt at gøre yderligere brug af den i takt med, at Rusland presses i Ukraine. Som seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel Hansen, siger:

“Udgangspunktet for os her i kongeriget må være, at der kommer mere spænding i Arktis. Atomtruslen vil være vedholdende. Jo tættere Rusland kommer på et eventuelt nederlag i Ukraine, noget der gør virkeligt ondt som for eksempel at miste de nye annekterede områder eller Krim, kan det føre til, at atomtruslen bliver talt op og bliver mere akut. Man vil måske begynde at aktivere atomtruslen, så amerikanerne kan se, at der foregår noget.”

Han nævner som et muligt næste, men i givet fald meget voldsomt skridt, at Rusland vil bringe et atomvåben til sprængning eventuelt på Novaya Zemlya – et scenarie den internationale presse også spekulerer i efter Shoigus besøg – eller over et ubeboet område, eksempelvis over et havområde, for at true USA og resten af Nato til at slække presset på Rusland; en mulighed, der er beskrevet i de russiske doktriner.

“Hvis Rusland er presset konventionelt og ikke mener, at de har det, der skal til, kan de bruge atomvåbnene for at stoppe Vesten, altså for at kompensere for en underlegenhed på det konventionelle område,” siger Splidsboel.

Forsvarsforliget på Christiansborg, der er Danmarkshistoriens største, blev indgået 28. juni og gælder for 2024 til 2033. Forliget betyder, at der skal investeres cirka 143 milliarder i forsvaret. Der er bred, men uspecificeret enighed om at lade udgifterne til forsvaret i Nordatlanten og Arktis stige. Forhandlinger om den præcise udmøntning af forliget ventes inden for de kommende uger.

“Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i,” sagde Aki-Matilda Høegh-Dam til Ritzau.

Både Enhedslisten og Liberal Alliance støtter hendes grundsynspunkt, at det bør være muligt at tale grønlandsk og færøsk i Folketinget med simultantolkning. Folketingets præsidium skal diskutere sagen 14. juni.

En del anså tydeligvis Høegh-Dams aktion for barnlig og unødigt antagonistisk, et billigt mediestunt. Andre vil givetvis opfatte den som en påmindelse om behovet for fornyelse af det rigsfællesskab, statsministeren redegjorde for.

Aki-Matilde Høegh-Dam og en del i Grønland mener eksempelvis ikke, at “rigsfælleskab” er et dækkende begreb, men alene et retorisk dække over historisk grundfæstede og aldrig aflivede magt-ubalancer og manglende ligeværdighed mellem de to dele af riget.

Det identitære

I bagklogskabens lys kan man mene, at sprog-aktionen i hvert fald ikke burde være kommet bag på nogen. Aki-Matilda Høegh-Dam har ikke lagt skjul på, at hun agter at bruge sin indflydelse i Folketinget til at opnå også den form for indflydelse, man vinder ved at udfordre status quo uden frygt for at støde nogen fra sig.

Et par eksempler: Da hun ene kvinde – og i øvrigt tingets yngste medlem på det tidspunkt – rykkede ind i 2019, afviste hun det kontor, der blev anvist hende.

Aki-Matilda Høegh-Dam påpegede, at hun ikke bare repræsenterer sig selv, men sit parti, Siumut, så hun formelt set udgør en hel folketingsgruppe.

Hun har derfor efter bogen ret til mere end blot et almindeligt medlemskontor på gangen nær Folketingssalen, hvor de øvrige tre medlemmer fra Nordatlanten har fundet sig til rette.

Efter seje tovtrækkerier fik hun derfor tildelt mere rummelige lokaler andet steds i huset, hvor hun i dag præsiderer over sit sekretariat.

Senere fik Aki-Matilda Høeg-Dam, der har adgang til Socialdemokratiets gruppemøder, ved mindst én lejlighed i Mette Frederiksens første regeringsperiode den socialdemokratiske folketingsgruppe inklusive flere ministre til at synge grønlandske sange – på grønlandsk; en forsmag på sidste uges aktion.

Hendes første tale

Da det ved Folketingets åbning blev tid til hendes første tale fra talerstolen, kasserede hun et mere pragmatisk udkast, hendes medarbejdere havde forberedt.

I stedet redegjorde hun i Folketingssalen uden omsvøb for alle de dybe skader, hun mener, at Danmark påførte Grønland under kolonitiden, herunder de såkaldte intergenerationelle traumer, der længe efter kolonitiden, som formelt endte i 1953, stadig rammer unge mennesker som hende selv:

“Jeg blev født i 1996, altså da Hjemmestyret var 17 år, og jeg var 12 år gammel, da vi fik Selvstyret. Men alligevel oplever jeg som ung grønlænder og nu som folketingsmedlem stadig kolonitidens efterslæb. (…)”

“For selv om det ikke var mig, der var statsborgerskabsløs som min brors far, da han blev født, og selv om det var mig, der var den første årgang, som ikke gik i segregerede skoler som mine forældre, mine søskende, ja, som hele min familie gjorde, er jeg alligevel vokset op med eftervirkningerne af kolonitiden. (…)”

“Det er gået ud over familierelationer, har ført til forøget vold, alkohol- og stofmisbrug, der desværre er ført videre til de næste generationer, til os,” sagde hun.

Mens Mette Frederiksen lyttede med hævede øjenbryn, krævede Aki-Matilde Høegh-Dam på Grønlands vegne en undskyldning for samtlige 300 års koloniherredømme, og gerne straks:

“Det starter med en anerkendelse af vores fælles forhistorie på godt og ondt, det starter med en undskyldning,” lød det. Hun forklarede, at Folketinget efter hendes opfattelsen har et stort ansvar for, om Grønland vil ønske at samarbejde med Danmark i fremtiden:

“Grønland er jo på vej mod selvstændighed, hvilket enten kan styrke eller svække samarbejdet med Danmark, alt efter hvordan vi også opfatter denne rejse. Det er nu op til os sammen at vælge, om den svækkede tillid, der var og er mellem Danmark og Grønland, skal forbedres, eller om vi yderligere skal skabe afgrund,” sagde hun.

To veje til mål

For at komme nærmere en forståelse af Aki-Matilde Høegh-Dams praksis og tale-grønlandsk-aktionen kan det være nyttigt at sammenligne med Folketingets andet medlem fra Grønland.

Aaja Chemnitz (tv) og Aki-Matilda Høegh-Dam har på lange stræk samme politiske mål men forføger arbejdet i Folketinget fra vidt forskellige udgangspunkter. Foto: Leif Joseffsen.

Aaja Chemnitz, der har været medlem for partiet Inuit Ataqatigiit siden 2015, er blevet kendt på Christiansborg som overordentlig kapabel og resultatsøgende i den klassiske, nærmest ideale forstand, hvor en myreflittig pragmatisk og imødekommende politiker opnår solide resultater efter lange, seje træk i Folketingssalen, i udvalgsarbejder, samtaler med ministre, afholdelse af konferencer og så videre.

Aaja Chemnitz, der få år tilbage arbejdede i FN i New York, er tidligere børnetalsmand i Grønland og tidligere socialchef i Grønlands største kommune, skolet i det lange seje træk for konkrete forbedringer for Grønland, for de svageste og nationen som helhed.

Hun fremviser gerne den betragtelige liste af økonomiske og politiske sejre for Grønland, der er vundet på Christiansborg i hendes tid. Det er politik i genkendelige rammer, hvor økonomi, social lighed, job, vækst, fred, sikkerhed og materielle fremskridt prioriteres højt.

Ikke underligt, at Aaja Chemnitz i dag også er formand for Arctic Parliamentarians, et netværk af politikere fra alle de otte arktiske lande – de fem nordiske, USA, Canada og Rusland.

Aki-Matilda Høegh-Dam forfølger i bredeste forstand sin politik ad et andet og identitært spor, hvor hun insisterer på et Grønland forstået som en samlet sum af kultur og stolte traditioner, historie, sprog og anden egenart, herunder og arven fra kolonitidens tre århundreder.

Ideologisk tankegods

Listen over de mest kendte danske overgreb er snart velkendte; tvangsflytninger, juridisk faderløse, fødestedskriteriet, eksperimentbørnene, spiralkampagnen med videre.

Bag den bevægelse i Grønland, som Aki-Matilde Høegh-Dam er en del af, ligger dog også en opfattelse af mere systemisk undertrykkelse og udnyttelse.

Der har i en årrække været anseelig grøde i det grønlandske politiske miljø, hvor Aki-Matilda Høegh-Dam og andre af beslægtet indstilling – af og til under sloganet “decolonize” – bygger videre på tidligere årtiers politiske fokus på genrejsning af grønlandsk kultur, national egenart og sprog.

Her er opmærksomheden ikke mindst på diskriminationen af den halvdel af befolkningen, der kun taler grønlandsk, og på det der opfattes som en fortsat kolonial økonomisk strukturer mellem Danmark og Grønland, der i kritikernes øjne fastholder kolonitidens mønstre, så væsentlige værdier i Grønland ikke i rimeligt omfang kommer den menige grønlænder til gode – herunder indtjeningen på rejer og fisk.

Bevægelsens følgere taler om historisk betinget forfordeling af dem i Grønland, der har aktier i det danske, hvad enten det danske forstås som sproget, økonomien, de uskrevne privilegier, kulturel kapital eller andre måder, hvorpå “det danske” kan veksles til magt.

Bevægelsen har ingen egentlige institutioner eller nedskrevet manifest, men spreder sig over flere partier og grupperinger.

På den facon trækker Aki-Matilda Høegh-Dams praksis, herunder hendes tale-grønlandsk-aktion, på ideologiske gods fra identitære bevægelser i resten af verden; herunder Black-Lives-Matter som den globalt set mest indflydelserige. (Se for eksempel Kenan Malik: Not so Black & White, a History of Racism from White Supremacy to Identity Politics,” 2023).

Som i resten af verden er billedet i Grønland ikke simpelt, ikke sort/hvidt. Der er på lange stræk sammenfald mellem Aaja Chemnitz’ og Aki-Matilda Høegh-Dams politik; deres to partier regerer i øjeblikket Grønland i en fælles koalition. Aaja Chemnitz er også enig i, at det bør være muligt at tale grønlandsk i Folketinget.

Begge politikere slås for konkrete fremskridt, der kan forbedre hverdagen for de svageste i Grønland, for grønlændere i Danmark og styrke Grønlands sammenhængskraft.

Begge partier ønsker, at Grønlands bliver en selvstændig stat engang i fremtiden, men de to politikere angriber arbejdet i Folketinget fra vidt forskellige udgangspunkter og ofte med markant forskellige midler.

Gnister

Forskellighederne slår ind imellem gnister. Vi så med Aki-Mathilda Høegh-Dams aktion, hvordan det især kan virke som stærk kost på mange i Danmark (og i Grønland), når prioriteringen af egenart, etnicitet, sprog, og historiske rødder bliver ekstra tydelig.

Samme ses i kølvandet på forslaget fra det grønlandske parti Naleraq om et inuit-register, hvor mennesker med inuit-baggrund skal kunne lade sig registrere i Grønland.

En del af formålet er ifølge de foreløbige udlægninger af projektet blandt andet at gøre det muligt til sin tid at udelukke grupper af ikke-inuitter fra en eventuel folkeafstemning om løsrivelse fra Danmark.

Dansk Folkepartis Grønlands-ordfører Axel Ahrendtsen kaldte under debatten om Mette Frederiksens redegørelse for rigsfællesskabet Naleraqs formand Pelle Broberg for racist; en betegnelse, Broberg formentlig vil anfægte.

Filmen blev modtaget med stående ovationer i en udsolgt DR-koncertsal – udvalgt, som den var, blandt hundredvis af konkurrerende værker som åbningsfilm ved CPH:DOX, en af Europas største festivaler for dokumentarfilm.

Filmens nordamerikanske premiere fandt sted på Sundance Film Festival i januar, en af de mest prestigiøse i USA. Filmen vises nu i en stribe biografer; senere på DR.

Afkolonisering

Et interessant perspektiv åbner sig: Hvad sker der, hvis den danske offentlighed for alvor får dybere forståelse for de psykiske ar, vreden og traumerne, som i årtier har understøttet selvstændighedstrangen og senest “decolonize”-bevægelsen i Grønland?

Ønsket om et opgør med fortiden, forsoning og mental afkolonisering af både danskere og grønlændere har endnu ikke noget stort følge i Danmark, og i det politiske kan det på samme måde ind imellem være vanskeligt at spore bredere forståelse, når den grønlandske utilfredshed med rigsfællesskabet får luft i den daglige mellemrigspolitik.

Et dugfrisk eksempel: Udenrigsministeriet har for nylig igen udpeget en dansk diplomat som ny arktisk ambassadør for kongeriget. Også i de kommende år vil det altså være en dansker, ikke en grønlænder, der på rigets vegne leder forhandlingerne med USA, Canada, Norge og alle de andre arktiske stater om udviklingen i Arktis.

Sådan har det været siden den første arktiske ambassadør blev udnævnt i 2012 – til udtalt utilfredshed i Nuuk, og nu gentager mønstret sig. Den nye udnævnelse har anfægtet blandt andet MF’er Aki-Matilda Høegh-Dam (S) og Kuno Fencker, medlem af Inatsisartut, det grønlandske parlament (S).

Som man kunne læse her på Altinget forleden, mener de to politikere, at posten som arktisk ambassadør burde varetages af en grønlænder.

At have kendskab til regionen, sproget og kulturerne i Arktis må være en vigtig kvalificerende kompetence, mener de, men fra Christiansborg afvises de af en stribe partier for at se stort på centraladministrationens hævdvundne fokus på merit og kompetence; SF og Dansk Folkeparti mener, at de to har et uacceptabelt racehensyn for øje.

En sådan afvisning var med stor sandsynlighed ikke blevet accepteret i DR’s koncertsal den aften, publikum rejste sig for at klappe af Aaju Peter og Twice Colonized. I denne lomme af Danmark herskede en ganske anden grad af forståelse for nødvendigheden af afkolonisering, genoprejsning, øget repræsentation og magt til og i Grønland.

Filmen forbinder med kompetente greb seerens eget følelsesregister direkte med Aaju Peters smerte og vrede. Her kræves ingen akademiske forkundskaber eller politisk erfaring for at forstå, at koloniseringen af Grønland og dens nutidige senfølger har skadet et i øvrigt begavet, musisk, empatisk og engageret menneske.

Som Weekendavisens Tine Eiby skrev efter at have set filmen og talt med Aaju Peter: “Jeg forstår måske bedre end nogensinde, hvor meget skade Danmark og andre vestlige lande har påført inuit, hvad enten vi betragter os som koloniherrer i klassisk forstand eller ej.”

Vold og sult

Twice Colonized tegner et dragende portræt af Aaju Peter og hendes indsats for inuitter og andre oprindelige folk, deres rettigheder og levevilkår i Grønland, Nunavut og alle andre steder. Aaju Peters hører derfor direkte sammen med de kommende års diskussioner mellem Danmark og Grønland.

Den helt store udredning af Danmarks gerninger i Grønland siden Anden Verdenskrig er for længst aftalt mellem Mette Frederiksen og formanden for Naalakkersuisut, Mute B. Egede, men erfaringer ikke mindst fra Canada viser, at udredninger ikke gør det alene.

Går det som i Canada, hvor en omfattende forsoningsproces har været i gang i 15 år, vil vi alle blive bedt om at deltage, gå i tænkeboks om vores egen fortid og historieforståelse.

Her kan man udmærket begynde med Twice Colonize, hvor der er bud både til fortid og fremtid: Aaju Peter blev født i Grønland til en barndom med vold, alkohol og sult; affaldet på dumpen var en del af kosten. Hun var hurtig i skolen og blev som mange andre som 11-årig rykket til Danmark for at lære dansk.

Hun flyttede fra den ene plejefamilie til den næste, til hun var 18. Da hun returnerede til Grønland, havde hun mistet sit sprog og fik aldrig for alvor genoprettet forholdet til sin familie.

Hun flyttede til Nunavut i Canada med en kæreste derfra, tog en jurauddannelse, fik fem børn, blev skilt. Hun dannede nyt par med en hvid, canadisk kæreste, alkoholen trængte sig på; der var kærlighed, men også vold og tvang.

Da de fem års optagelser til Twice Colonized tager fart, er hun rykket fra kæresten, hun er ædru, men får så af politiet at vide, at hendes alt for unge søn har begået selvmord. Hun knækker igen, men rejser sig af asken; ikke mindst for børnebørnenes skyld.

Forsoning

Aaju Peter er aktivist, et kraftvarmeværk af vrede og handlekraft med et tilsyneladende ukueligt håb og uudslukkelig trang til at få så mange som muligt af alle slags engageret i afkoloniseringen i Grønland og Canada.

Hun har arbejdet for inuitternes ret til at jage sæler i årtier og modtog i 2012 the Order of Canada. I Nunavut underviser hun de lokale i Inuktitut; mange taler ikke sproget længere eller fik det ikke lært fra barnsben. Hun arbejder for oprindelige folks rettigheder i Grønland, Nunavut, alle steder.

“Min kamp startede de jeg var 18. Jeg havde fået nok af kun at være dansk, kun tale dansk, og kun gøre alt, hvad danskerne ville have, at jeg gjorde. Jeg var så pissed off, at jeg skiftede navn. jeg ville ikke have noget som helst at gøre med dansk eller Danmark mere,” fortalte hun mig under en times samtale før filmpremieren – på engelsk.

Hun giver gerne interview; hun er ved at være et ikon, på forsiden af avisen Sermitsiaq i Grønland i sidste uge. Hun var blandt de første til at genopfinde de arktiske tatoveringer, der nu kendes også fra deltagere i den såkaldte “decolonize”-bevægelse i Grønland, hvor globale identitetspolitiske strømninger også afspejles.

“Hvis du vil forstå, hvad kolonisering og det at blive koloniseret betyder, er det, når din selvstændighed bliver taget fra dig af en fremmed magt, et fremmed sprog, og når fremmede kulturer og normer tvinges ned over dig,” siger hun.

Hun bruger sine erfaringer til at skabe dialog og forandringer, ikke yderligere vrede og raseri. Hun anser koloniseringen for at være årsag til store dele af de sociale afgrunde i Grønland og Nunavut; fattigdom, nye såvel som gamle traumer, inklusive de mange selvmord.

Hun afsøger gerne fortiden, hun maler arven i de mørkeste farver, men hun anbefaler parterapi til Danmark og Grønland. Dialog, ikke konfrontation:

“I Canada er nøgleordet forsoning. Vi er nødt til at gøre det på en venlig og åben facon. Der har været megen smerte, og vi gør os mange antagelser, men vi er nødt til at lytte til hinanden, ikke gøre det personligt: ‘Det var din fejl’, ‘du gjorde dit og du gjorde dat’. Nej, det duer ikke. Vi har brug for venlighed, ydmyghed og tålmodighed. Venlighed og forståelse er mit mål,” siger hun.

“Twice Colonized” (92 min.) En film af Lin Alluna (DK), skrevet og levet, som PR-materialet siger, af Aaju Peter. Produceret af filmselskaber i Grønland og Nunavut: ÁNORÂK FILM, RED MARROW MEDIA, EYESTEELFILM and REEL PICTURES.