Udviklingen af det russiske Arktis skal genrejse Rusland som en af klodens mægtigste nationer. Olie, gas, mineraler; nye militære muskler til vands, til lands og i luften; nye sejlruter fra Asien til Europa; alt sammen indgår det i en ambitiøs strategi, der skal sikre Ruslands position som en uomgængelig stormagt.
Sammenhængen fremgår af en ny analyse af Ruslands strategi for Arktis, som Forsvarsakademiet offentliggør i morgen tirsdag. Den underbygger den forståelse, forsvarets efterretningstjeneste (FE) tidligere er nået frem til: Den russiske militære opbygning i Arktis udspringer af en større plan, der over en kort årrække skal forvandle Ruslands arktiske hav- og landområder til selve fundamentet for den russiske stormagt langt ind i fremtiden. Præsident Putin og hans stadig snævrere inderkreds vurderer, at fred og samarbejde med de øvrige arktiske nationer, herunder Danmark/Grønland, indtil videre er den mest fordelagtige kurs for Rusland, men det kan ændre sig: ”Selvom Arktis har et godt og sikkert brand som en zone præget af fred og samarbejde, er området altså på længere sigt ikke immunt over for en forværring af forholdet mellem Rusland og Vesten”, hedder det bl.a.
Analysen anskueliggør, hvorfor vi ikke længere kan betragte Arktis som periferi på verdenskortet. Arktis spiller en central rolle for den geopolitiske udvikling – her illustreret i det russiske Arktis. Forfatteren til analysen, ph.d. Jørgen Staun, beskriver nøje, hvordan en pragmatisk fløj omkring udenrigsminister Sergei Lavrov længe har fået lov at tegne Ruslands politik i Arktis, men også hvordan magten reelt nu samles i hænderne på mere hårdkogte strateger fra energi og sikkerhedsapparatet tæt på præsident Putin.
Ruslands primære fokus i Arktis knytter sig ifølge Staun til olie- og gas. Det gælder om ”at udnytte det formodede væld af olie og gas ressourcer i undergrunden, for derigennem at sikre fortsættelsen af genrejsningen af Ruslands stormagtsposition, når kapaciteten i energifelterne i Sibirien langsomt mindskes – hvilket det russiske energiministerium forventer sker et sted mellem 2015 og 2030.” Den strategiske pointe er, at ”det internationale system ikke skal være domineret af supermagten USA, men i stedet skal være et multipolært system, hvor regionale stormagter som Kina, Indien, Brasilien – og Rusland – har deres egen interessesfære, som USA og EU skal blande sig udenom. Således er ideen om, at Rusland skal være en stormagt, og at landet ellers ingenting er, et centralt og blivende element i den russiske politiske selvforståelse”. Det er i det lys, at danske analytikere i øjeblikket ser den russiske militære opbygning i Arktis; indsættelsen af en russisk arktisk brigade i december, genåbningen af en base tæt på den finske grænse og af flybaser og havne langs den russiske nordkyst, de nye atombevæbnede ubåde i Murmansk, nye ordrer på isbrydere.
Den ny analyse offentliggøres kort før, at Forsvarsministeriet barsler med et forslag til ny strategi for det danske forsvars indsats i Arktis – i det grønlandske og færøske farvande, til lands og i luften. Forslaget ventes færdigt til april, hvorefter det vil indgå i Folketingets forhandlinger om det næste forsvarsforlig: Hvor mange og hvor stærke krigsskibe skal vi bruge i Grønland og omegn? Hvilke radarsystemer, fly, satellitter og hundepatrujler er de rette i fremtiden? Politikerne vil efterlyse svar på i hvert fald to spørgsmål: Hvad vil russerne – og hvordan indretter vi det danske forsvar i Arktis, så det svarer dertil? Og i hvilket omfang vil konflikten i Ukraine forstyrre det fredelige samarbejde i Arktis?
Jørgen Staun svarer ikke direkte, men får til gengæld illustreret, hvordan EU’s og USA’s sanktioner mod Rusland allerede nu forstyrrer Ruslands arktiske ambitioner. En del af sanktionerne sigter direkte på at umuliggøre de russiske olie- og gasprojekter i Arktis, og de betyder nu, at de russiske energiselskaber ikke som planlagt kan gøre brug af Shells, Statoils og andre vestelige olieselskabers helt nødvendige teknologi og knowhow. Shell trak sig fornylig ud af et omfattende samarbejde om udvikling af skifergas med det russiske Gazprom Neft; sanktionerne indskrænker også de russiske selskabers mulighed for at låne i vestlige banker, hvilket gør det hele dyrere og mere besværligt. Flere projekter er allerede forsinkede, afblæst eller underfinansierede – og olieprisen ligger i øvrigt historisk lavt, så lysten til at investere mindskes. Når Vestens sanktioner rammer den russiske olie- og gas i Arktis, rammer de derfor i forvejen smertefuldt punkt i de russiske ambitioner.
Ny-Sibirien
Imens fortsætter den russiske investering i Arktis – tag f.eks. et kig på de Ny-sibiriske Øer mod øst over Sibirien. Den russiske flådes gen-indtagelse af disse uhyre fjerntliggende øer beskrives netop nu glimrende på http://cryopolitics.com/, hvor den canadiske sikkerhedsekspert Rob Huebert også citeres. Han har længe opfordret de arktiske stater til at indlede forhandlinger om den militære opbygning i Arktis, så risikoen for fremtidige spændinger mindskes.
Dette blogindlæg optræder også i let redigeret form som nyhedsanalyse i dagbladet Information mandag den 26. januar.
