Trump vandt. Kan han også vinde Grønland? Hans tidligere rådgiver har en drejebog klar
november 19, 2024 • Af Martin BreumKøbstanken er væk
Alexander Gray har fulgt forholdet mellem Grønland og USA i en årrække. Det var netop i det nationale sikkerhedsråd, at en mindre gruppe af fagfolk i 2019 blev sat til at kortlægge mulighederne for at knytte Grønland fastere til USA. Rygtet slap ud, og Donald Trump formulerede sit berømte forslag om et opkøb som ”en stor ejendomshandel”.
Tanken om et opkøb var dog efter alt at dømme et forstyrrende udtryk for et dybere ønske i Trumps sikkerhedsråd. Her arbejdede man på en mere kompleks, langsigtet sikring af USA’s nationale interesser i Grønland. En kongstanke, der ifølge Gray med stor sikkerhed også vil optage den ny Trump-administration. Det handler om Ruslands oprustning i Arktis og Nordatlanten, Kinas arktiske ambitioner og udsigterne til kinesiske investeringer i Grønland, som skabte alvorlig bekymring allerede under Trumps første tid i Det Hvide Hus.
I sikkerhedsrådet havde Alexander Gray en overgang titel af director for Oceania and Indo-Pacific Security, og hans indsigt i Kinas ageren i Asien spiller en betydelig rolle for hans analyse.
“Vi fulgte rigtig godt med, da Kinas økonomiske interesse i Grønland voksede, fordi vi kender mønsteret. Først ser vi Kinas økonomiske interesser, så følger det politiske pres og potentielt også et militært pres. Vi var virkelig bekymrede for, hvad Kinas engagement kunne betyde i Grønland på længere sigt,” siger han.
“USA er optaget af sikkerheden i Nordatlanten og i takt med, at Rusland og Kina er blevet mere aggressive også i den region, er det blevet indlysende for Washington, at vi må have en strategi, der sikrer vores evne til at holde Nordatlanten fri og åben og sikker enten gennem Nato, bilaterale relationer som eksempelvis free association-aftaler eller med andre mekanismer,” siger han.
USA’s behov for de strategiske mineraler, som Grønland er rigt på, spiller også en rolle:
“Du kan ikke adskille det faktum, at Greenland i tillæg til sin strategiske beliggenhed har en række forekomster af vigtige mineraler. Der vil være øget fokus på de kritiske mineraler fremover, fordi verdens udvikling har gjort dem så afgørende for vores økonomiske og nationale sikkerhed,” siger han.
Inspiration fra Stillehavet
Som ansvarlig for Oceanien i Trumps sikkerhedsråd fik Gray erfaring med aftalerne om free association mellem USA og Marshalløerne, Mikronesien og Palau, der alle er uafhængige, suveræne østater i Stillehavet.
Aftalerne har givet USA mulighed for bastant militær tilstedeværelse og for at udstationere tropper og materiel på øerne i stil med de muligheder, USA har på Pituffik Space Base, tidligere Thulebasen, i Grønland. Samtidig har aftalerne i Grays optik sikret de tre Stillehavs-nationer en række fordele.
“Aftalerne om free association respekterer suveræniteten. De involverede lande kan frit føre deres egen udenrigspolitik, de er suveræne stater og har deres egne repræsentationer i udlandet. De stemmer med egen stemme i FN, også til tider på måder, som USA ikke er enige i. Aftalerne sikrer forsvar og sikkerhed for suveræniteten, fordi de tillader USA at beskytte landenes farvande, luftrum og territorium mod potentielle modstandere. De kan forbyde deres potentielle modstandere adgang til deres farvande, luftrum og territorium. Det er en kæmpe fordel for sikkerheden i hele regionen,” siger han.
De tre ø-riger modtager ifølge Gray desuden “meget generøs” økonomisk bistand fra USA til uddannelse, infrastruktur, pensioner og sundhed. Grønland vil oven i nyde godt af bedre adgang til det amerikanske marked og USA’s handelsaftaler til tredjelande, mener han.
Velkendt model
Tanken om free association er velkendt i Nuuk. Grønland huser i dag cirka 58.000 mennesker. Det er ikke så langt fra de 100.000, der bor i Mikronesien, de 42.000 på Marshalløerne eller de 22.000 på Palau, og Grønlands politikere har selv hentet inspiration i Stillehavet.Allerede i 2006 blev Mininnguaq Kleist, der i dag er leder af Grønlands Udenrigsdepartement, sendt til Cookøerne i Stillehavet, som i 1965 indgik en aftale om free association med New Zealand, for at hente inspiration. Tanken om free association har siden været en fast komponent i de grønlandske diskussioner om fremtiden.
Grays tanker om Grønlands økonomi kan også genkendes fra det politiske værksted i Nuuk: “Øens rige fiskeforekomster vil finde et velforberedt marked lige om hjørnet (i USA, red.) og tiltrække større investeringer til forarbejdning af fisk på øen. Desuden vil det udløse investeringer til ansvarlig udnyttelse af Grønlands betydelige depoter af mineraler,” skrev Gray og hans medforfattere i The National Interest med sikker adresse til to centrale dagsordner i Nuuk.
Andre analytikere har længe kritiseret Stillehavs-nationernes ordninger med free association. Forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier har i de seneste år peget på en række udfordringer, Grønland risikerer at løbe ind i, hvis Nuuk vil indgå aftale om free association med Danmark, USA eller en anden større nation. Det gælder blandt andet spørgsmålet om økonomien og om retten til statsborgerskab, til at søge arbejde i partnerlandet og til sociale ydelser, sundhedsydelser og meget andet.
Denne artikel optrådte først gang 7. november 2024 på Altinget.dk