Martin Breum

En stor konference om ‘Future Greenland’ i Nuuk i sidste uge gjorde klart, at diskussionen om Grønlands fremtid i eller uden for rigsfællesskabet principielt intet har at gøre med hverdagen – fiskeriet, arbejdsløsheden, fåreavlen, mulighederne for udvikling af nye virksomheder eller folkeskolens problemer i Grønland.

Men i virkelighedens verden optager diskussionen stadig Grønlands politiske miljø. Oppositionspartiet Naleraq har netop annonceret planer om et folkemøde om uafhængighed og forslået nedskæringer i det offentlige, så der bliver penge til at fremme uafhængigheden. Landsstyreformand Kim Kielsen måtte fornylig forklare sig i en lang pressemeddelelse, fordi han fastholder visionen om en ny kontrakt med Danmark, men samtidig siger, at de aktuelle problemer først skal løses og at uafhængigheds-spørgsmålet må afgøres af fremtidens generationer. Og i sidste uge var diskussionen om rigsfællesskabet så igen central, da 3-400 politikere, inklusive Kim Kielsen og erhvervsledere fra hele riget samledes til ‘Future Greenland’.

Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, der er født i Nuuk, argumenterede fra start varmt for bevarelse af rigsfællesskabet som ramme for Grønlands udvikling, og han blev ikke modsagt af det lokale erhvervsliv. Her husker man, hvordan striber af kommentatorer i de seneste år har advaret om, at de grønlandske politikeres fokus på uafhængigheden fra Danmark skaber usikkerhed i erhvervslivet og derfor forhindrer de investeringer, Grønland efterlyser.

Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad, vagte derfor en del opmærksomhed, da han blankt afviste denne tese: Skal man tro DI’s ledende talsmand, er de danske virksomheder ikke bekymrede over, at Grønlands politikere diskuterer Grønlands forhold til Danmark i en fjern fremtid – så længe de vilkår, erhvervslivet i øvrigt bliver budt er stabile og forudsigelige.

Det sidste kniber det ifølge flere af de øvrige talere til gengæld gevaldigt med. Ændrede skatteregler koblet med uforudsigelig og langsommelig sagsbehandling i Nuuk har angiveligt forpurret en række erhvervsinitiativer. Utilfredsheden er følelig, gødet af de skuffede forventninger om store, udenlandske investeringer i olie, gas og mineraler, som mange ventede, men som endnu er udeblevet. Kim Kielsens regering har nedtonet forhåbningerne om hurtig gevinst på olie og mineraler og i stedet rettet fokus på fiskeriet og turismen. Bestyrelsesformand for Ilisimatusarfik, det grønlandske universitet, geologiprofessor Minik Rosing fra København Universitet, varslede nye forskningsprojekter om hidtil uudnyttede rigdomme: Enzymer og tang fra de grønlandske farvande, nyt fra landbruget i Sydgrønland, nye former for fiskeforædling og eksport af gletsjermel: Det ultrafine sand, som smeltevandsfloderne fra indlandsisen afleverer ved Grønlands kyster, og som muligvis kan eksporteres som gødning til ulandene tæt på Ækvator.

Dødens gab

Som fast bagtæppe lurer det, der i Grønland kendes som ’dødens gab’; den voksende afgrund mellem udgifter og indtægter. Grønlands økonomiske råd forudser voksende underskud, så langt øjet rækker. Fisk og rejer plus det årlige bloktilskud på 3,6 milliarder fra Danmark vil om få år være alt for lidt til at betale for det grønlandske velfærdssamfund.

Som et enkelt lyspunkt fokuserer både regering og erhvervsliv i Grønland i øjeblikket med begejstring på den ny rubinmine ved Qeqertarsuatsiaat syd for Nuuk, der snart vil beskæftige cirka 80 mand. Minen tegner til at blive en fin forretning både for de norske hovedejere og for Grønland. En detaljeret aftale om uddannelse til de lokale lønmodtagere, bidrag til den lokale skole, kulturlivet mv. er indgået mellem selskabet og myndighederne. Tilbage med en lang næse står kun de danske pensionskasser, der sniffede til projektet, men sagde nej tak til at investere.

Deres tøven er symptomatisk. Direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, meddelte på ’Future Greenland’-konferencen, at hans pensionskasse, der er Danmarks største, anser minesektoren i Grønland for at være alt for risikofyldt. PensionDanmark investerer gerne i Grønland, men helst, hvis den danske og den grønlandske regering i fællesskab tager størstedelen af de risici, der følger med.

En række banker, pensionskasser og politikere har i nogen tid diskuteret hvordan, regeringerne i København og Nuuk i fællesskab kan skyde nye penge f.eks. i havne, lufthavne, boliger, uddannelse eller andet, som erhvervslivet efterspørger – og som pensionskasserne dernæst også kan investere sikkert i. Intet tyder dog på, at den danske regering endnu for alvor finder en sådan indsats på sin plads. I regeringstoppen hersker den opfattelse, at de grønlandske politikere længe har undladt at træffe de nødvendige, hårde beslutninger om nedskæringer og reformer. Statsminister Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon har sendt signaler ned i systemet, at øget dansk engagement mindst må afvente en kursændring på det punkt i Nuuk.

Den danske regering står dog over for et stadig skarpere dilemma: Hvis ikke de mange ideer og planer i Grønland omformes til kontante, nye indtægter, der sammen med besparelser fra Kim Kielsens regering kan forhindre det grønlandske underskud i at eksplodere, ender regningen under alle omstændigheder i København. Grønlænderne er danske statsborgere med krav på lægehjælp, skolegang og ældrepleje – uanset at Grønland har selvstyre.

I al stilfærdighed har regeringen derfor indledt en indsats for at øge den økonomiske disciplin i Grønland. Planen er at bistå de grønlandske politikere med at få vedtaget lovgivning med faste grænser for politikernes egne muligheder for at bruge penge. Modellen er den kontroversielle danske budgetlov fra 2012, der skal forhindre overforbrug i Folketing, regioner og kommuner. En sådan lov vil ikke i sig selv skabe nye indtægter i Grønland, og den kan til hver en tid revideres af et nyt flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, men i København håber man, at den i det mindste vil give mere tid og i bedste fald helt forhindre, at Grønlands problemer lander på Christiansborg.

 

Dette blogindlæg blev også trykt i Information 13.5 som nyhedsanalyse. Jeg fungerede i øvrigt som lønnet ordstyrer under konferencen ’Future Greenland’, der var arrangeret af Grønlands Erhverv.