I Weekendavisen i denne uge lyder en af overskrifterne:
Det er en artikel, jeg længe har glædet mig til at skrive, og pludselig blev den ekstra aktuel, fordi der for nylig opstod mulighed for, at et kinesisk entreprenørselskab skal udføre de store lufthavnprojekter i Grønland. “Risfællesskabet” – rigsfællesskabet stavet uden G – optræder som allerede i min bog “Balladen om Grønland” fra 2014, hvor jeg talte med en forsker fra Københavns Universitet om de kinesiske minearbejdere, der dengang var ventet i Grønland. Minearbejdernes indtog blev aldrig aktuelt, men tanken om den talende stavemåde blev hængende:
Anne-Marie Brady kommer næppe til at fylde meget i valgkampen frem mod valget i Grønland den 24. april. Hendes historie er ellers uhyre relevant.
I december 2017 brød ukendte gerningsmænd ind på hendes kontor på University of Canterbury i Christchurch og stjal hendes harddiske og flere USB-stik. I februar i år brød de ind i hendes private hjem og stjal tre laptops og to telefoner. Indbruddene efterforskes nu af New Zealands politi og efterretningsvæsen. Selv mener Anne-Marie Brady, at gerningsmændene må have været kinesiske agenter eller på anden vis ansporet af Kina: “Nogen forsøger tydeligvis at sende et signal til mig — formentlig for at intimidere mig. Jeg havde kontanter liggende frit fremme, men de var uberørte, ligesom mine smykker. Folk, jeg har været i kontakt med i Kina, er blevet kaldt ind til afhøring hos det kinesiske Sikkerhedsministerium,” siger hun til pressen i New Zealand.
Anne-Marie Brady, forfatter til “China – A Polar Great Nation”
Brady udgav i 2017 bogen China As A Polar Great Nation, der med mængder af detaljer beskriver, hvordan Kinas hastige indtog i polarområderne — herunder Grønland — indgår centralt i Kinas plan om at blive en af klodens førende nationer teknologisk, innovationsmæssigt og økonomisk inden 2030 og en af verdens førende nationer på alle fronter inden 2050.
Et af midlerne er præsident Xi Jinpings store Belt-and-Road initiativ, på dansk: Silkevejsprojektet, hvor Kina med milliardinvesteringer i infrastruktur i udlandet sikrer sig mere handel, adgang til mineraler, olie og gas og afsætning for kinesiske produkter, standarder og teknologi, mens man høster ny viden, erfaring og kontante overskud. Fra Grønland lød det i sidste uge, at et kinesisk entreprenørselskab, det statskontrollerede China Communications Construction Company Ltd., CCCC, nu er blandt de seks selskaber, der er prækvalificeret af Kalaallit Airports, det grønlandske landsstyres lufthavns-byggeselskab. CCCC, der blandt Kinas største entreprenørkoncerner, kan derfor nu byde på Grønlands aktuelle lufthavnsprojekt til cirka tre mia. kroner — det hidtil dyreste infrastrukturprojekt i Grønlands historie. Projektet gælder udvidelse af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat og en ny i Sydgrønland.
De grønlandske ledere arbejder hårdt på at skaffe kinesiske investorer til Grønland, mens den danske regering frygter, at Kina får så stor økonomisk indflydelse, at det kan misbruges politisk. Forsvarets Efterretningstjeneste advarede i 2017 om, at Kinas ønske om indflydelse i Arktis er så stort, at kinesiske investeringer ikke nødvendigvis behøver at være rentable. Grønland vil i FE’s optik være særlig sårbar:
“Som en følge af tætte forbindelser mellem kinesiske virksomheder og det politiske system i Kina er der særlige risici forbundet med omfattende kinesiske investeringer i Grønland. Det skyldes den indvirkning, som større investeringer fra Kina vil have på et samfund af Grønlands størrelse. Hertil kommer, at risikoen for politisk indblanding og pression øges, når det drejer sig om investeringer i strategiske ressourcer.”
Brady, der også er redaktør af det videnskabelige tidsskrift Polar Journal, har efter indbruddene i New Zealand stort set ikke givet interview, men hun indvilger i at besvare et par skriftlige spørgsmål fra Weekendavisen om Kina og Grønland: “Den grønlandske regering bør nu undersøge den eksisterende lovgivning for at finde ud af, om den er tilstrækkelig, når det gælder om at beskytte det grønlandske politiske systems integritet. Regeringen i Grønland bør investere i at udvikle en dybere viden om Kina i Grønlands offentlige sektor, og så bør den proaktivt undersøge i hvilket omfang, det kinesiske kommunistparti er engageret i at få politisk indflydelse i Grønland,” skriver hun.
Kort før indbruddene i New Zealand udgav hun rapporten Magic Weapons – China’s political influence activities under Xi Jinping, en minutiøs kortlægning af Kinas infiltrering i det politiske liv i New Zealand. Hun afslørede bl.a., hvordan et parlamentsmedlem, født i Kina, glemte at opgive sin fortid i det kinesiske efterretningsvæsens tjeneste, da han søgte ophold i New Zealand. Hun beskrev i detaljer, hvordan den kinesiske diaspora i New Zealand med opbakning fra Kina systematisk donerer penge til de politiske partier, stiller op og bliver valgt, og hvordan tidligere toppolitikere, herunder den fhv. premierminister Dame Jenny Shipley har fået lukrative poster i de lokale filialer af kinesiske banker. En anden fhv. premierminister, John Key, gør nu forretninger i Kina — og nægter at oplyse, hvem det var, der i 2017 købte en stor ejendom af ham til langt over markedspris.
Ifølge Brady anser Kina de polare områder som en ny frontlinje på linje med det ydre rum og havbunden under de store oceaner; åbne områder, hvor et kapløb om magten og råstofferne er i fuld sving. Polarforskningen er et vigtigt redskab. Kina har på få år bygget så mange og store forskningsstationer på Antarktis, at Kina nu er ved at overhale USA og Rusland på isen. I 2048 skal et forbud mod minedrift på Antarktis til revision, og Kina sigter ifølge Brady målrettet efter mineralerne — og det samme i Arktis.
Analysen passer som skallen på et æg til Kinas indtog i Grønland. Også der handler det efter alt at dømme om at sikre Kina adgang til jern, zink, bly, uran, sjældne jordarter m.v., og om at skaffe Kina politisk indflydelse i Arktis. Kinas stærke fokus på forskningen i Grønland skal ifølge Brady fremme begge formål — foruden forskningen selv. Kina og Grønland indgik i 2013 en aftale om udforskning af mineralerne i Grønland. China Geological Survey har været igang siden, og Kinas centrale organ for polarområderne, State Oceanic Administration, indgik i maj 2016 en bredere aftale med Grønland om forskning i geologi, havis, glaciologi, atmosfærefysik, miljø, klima, udveksling af forskere mv.
I 2017 fik vi et første glimt af planen for en forskningsstation, som det statslige Polar Research Institute of China gerne vil bygge i Grønland. Planen lyder på boliger og laboratorier på ialt 2000 kvm; den største forskningsstation i Grønland nogensinde. Den senest opførte danske station, Århus Universitets Villum Research Station i Nordøstgrønland, der blev åbnet i 2016 med dronningens assistance, er på bare 600 kvm — inklusive garagen. I maj 2017 påkaldte en gruppe kinesiske turister, der skulle på krydstogt i Grønland, sig særlig interesse.
Tæt på Grønlands internationale lufthavn i Kangerlussuaq mødtes en del af kineserne med forskere fra Grønlands Naturinstitut. Man diskuterede et muligt fælles projekt med opsættelse af en satellitmodtager til klimaforskning. Billeder med Kinas røde flag blev taget, og i Kina blev mødet fremstillet som endnu et Kina-skridt i Arktis. Dilemmaet var, at en satellitmodtager muligvis også vil kunne bistå Kinas navigationssystem Beidou — et sidestykke til det vestlige GPS-system af potentiel militær signifikans. Som Brady skrev til det grønlandske medie sermitsiaq.ag: “Skulle USA affyre missiler mod Kina, vil de flyve over Arktis, og det samme vil missiler, Kina affyrede mod USA. Her er der brug for et velfungerende polart satellitnetværk, og for at få det, skal de have arktiske og antarktiske satellitmodtagerstationer”. Den kinesiskkyndige blogger, Miguel Martin, bosat i Polen, hævder, at en af “turisterne” i Kangerlussuaq hørte til veteranerne bag Beidou-systemet, en anden havde forbindelse til det kinesiske forsvar. Journalister i Grønland afdækkede, at Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, ikke var informeret.
Brady minder om Danmarks globale forpligtelser: “Danmark har skrevet under på Wassenaar-aftalen, som skal forebygge eksport at sensitive varer eller teknologier. Grønland bør være omhyggelig med ikke at indgå i eksport af know-how, der både har civil og militær betydning, til et land som Kina, der ikke har underskrevet Wassenaar-aftalen,” skriver hun til Weekendavisen.
Grønlands mineraler Kina interesse i Grønlands mineraler har længe været kontant. Det statsejede China Nonferrous Metal Mining Group er i dag en del af et mineprojekt ved Citronen Fjord i Nordgrønland, hvor det australske selskab Ironbark har fået grønt lys af Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, til udvinding af zink og jernmalm. China Nonferrous’ vicepræsident for projekter i udlandet Qin Junman var på besøg i 2017. Minen bliver i givet fald den nordligste på kloden, og Kinas engagement styrker nu Ironbarks jagt på de fornødne investorer.
I Sydgrønland har kinesiske Shenge Resources, der også er forbundet med den kinesiske stat, købt sig ind i potentiel udvinding af uran og såkaldte sjældne jordarter i Kvanefjeldet ved Narsaq. Shenge har siden 2016 ejet 12 procent af Greenland Mining and Energy (GME), der håber at udvinde en af verdens største forekomster af sjældne jordarter i Kvanefjeldet. Projektet er kontroversielt. Mineraler fra de sjældne jordarter hører til dem, FE kalder strategiske; de indgår i både moderne industri og våbenproduktion, og Kina kontrollerer i forvejen cirka 90 procent af verdensmarkedet. Udsigterne til uranudvinding har splittet Grønland i to og projektet har kostet dybe uenigheder med Danmark.
Ved Isua i det centrale Grønland ejer det kinesiske General Nice med base i Hong Kong licensen til en berømt forekomst af jernmalm. I 2014 forlød det, at godt 2000 kinesiske minearbejderes snart ville ankomme — det var dengang en forsker ved København Universitet spøgefuldt foreslog, at rigsfællesskabet kunne staves uden “g” — men projektet ligger i dag i dvale, formentlig på grund af en overflod af stål på verdensmarkedet. Grønland i Kina Grønlands politiske ledere har som New Zealands længe gjort sig anstrengelser for at tiltrække kinesiske investeringer, forskere, turister og studerende. Kina er en vigtig aftager af Grønlands fisk og rejer; Grønlands rederi Royal Arctic Line har købt sit hidtil største skib i Kina.
Allerede i 2005 var Grønlands daværende landsstyreformand i Kina. Siden har mange andre været afsted — og mærket styrkeforholdet. Da Grønlands udenrigsansvarlige Vittus Qujaukitsoq i 2016 var i Asien og ville til et Grønlands-arrangement i Taiwan, blev han hurtigt belært af Beijing om Kinas one-China-politik. Taiwan-besøget måtte afblæses. Det dæmpede dog ikke entusiasmen. I 2017 turnerede den nuværende formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, i Kina med et entourage på 24 — det tætteste Grønland kommer på at aflægge et egentligt statsbesøg. Her efterlyste Kim Kielsen bl.a. investorer til lufthavnene, godt hjulpet af den danske ambassade i Beijing.
Den danske regering skal håndtere mindst fire hensyn: Frygten for at Kina får for stor indflydelse i Grønland, frygten for at forstyrre Danmarks egne interesser i Kina, behovet for ikke at støde Grønland fra sig og endelig behovet for at bevare det gode samarbejde med USA i Grønland, herunder især om USAs missilvarslingsanlæg i Thule. Danmark har energisk bistået Kina med at blive fast observatør i Arktisk Råd, og regeringen velsigner rutinemæssigt kinesiske besøg i Grønland. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen forhindrede i 2016 også, at mineselskabet General Nice fik lejlighed til at købe den nedlagte danske flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland. Forsvaret opfandt i al hast nye behov for de frønnede barakker, og pludselig var stationen ikke længere til salg.
Danmarks balanceakt er ikke altid lige elegant: Reuters citerede i sidste uge en unavngiven dansk embedsmand for at sige at “Kina har intet at gøre i Grønland” — et udsagn udenrigsminister Anders Samuelsen straks dementerede, så det kunne høres helt i Beijing. Forvirringen fik i januar en af Danmarks førende Kina-forskere, Camilla Sørensen fra Forsvarsakademiet, til at opfordre til bedre koordinering og “intensiveret dialog mellem Danmark og Grønland om en langt mere proaktiv håndtering af Kinas stigende rolle og tilstedeværelse i Arktis.” De kinesiske aktører er selv hyper-bevidste om den bekymring, de afstedkommer, men de er også stadig mere åbne om deres interesser.
En af de centrale aktører, strategichef ved Polar Research Institute of China, Zhang Xia, ærgrede sig 1. marts i den partitro avis Global Times utilsløret over, hvordan Danmark stiller sig i vejen for Kinas greb i Grønlands undergrund: “For Grønlands Selvstyre-regering vil udvindingen af de arktiske mineral øge befolkningens indkomst og reducere den økonomiske afhængighed af Danmark,” skrev han. “Men regeringen i Danmark mener, at Grønlands ønske om at udnytte ressourcerne vil øge Grønlands selvstændighed og fremme trangen til løsrivelse, hvilket ville medføre en alvorlig udfordring for Danmarks suverænitet og territoriale integritet. Selvom udviklingen af ressourcerne i Arktis er et økonomisk spørgsmål, påvirker strategiske overvejelser således beslægtede politikområder.” De første folk fra CCCC og de fem andre selskaber — to danske, et dansk-islandsk, et hollandsk og et canadisk — der kan byde på lufthavnene, ventes ifølge Kalaallit Airports på besigtigelse i Grønland inden for en måned.
